Ødelægge to liv. Hvorfor dog ikke? - Danica

Danica smilede da han rettede sig selv. Hun kyssede ham hurtigt en enkelt gang da deres læber slap hinandens igen. "Tusinde tak" sagde hun med en lettere barnlig tone. Hun kyssede ham en enkelt gang på halsen lige under kæben "Du mangler stadig at fortælle om dig selv"

"Hm ja det gør jeg også. Men lad os lige komme ud af min garderobe først." Han tog hende forsigtigt med ud og satte sig på sengen med hende. "Men hvad vil du vide? Der er jo meget at fortælle så længe som jeg har levet."

Danica satte sig i skrædderstilling i sengen ved siden af ham "for det første" hun kørte fingeren rundt og pegede på alt i værelset "Hvorfor og hvordan kan du have sådan et hjem?" spurgte hun og hendes tanker kom igen til at røre butleren der havde stået ude i gangen. Det var det spørgsmål der havde irriteret hende mest, og som hun var mest nysgerrig efter at få svar på.

Zero smilede af hende. "Altså du vil nok ikke tro det men jeg er den alfavampyr alle vampyrer snakker om. Dette slot og alle dets goder er kun mit til nogen for skubbet mig af og det kommer ikke til at ske da ingen tør." sagde han roligt og kyssede hendes kind.

Danica lænede grinende sin kind imod hans læber for at få hans kys til at vare så længe som muligt, hun nikkede så stadig med et lille grin over sig, hun troede ham af en eller anden grund, måske fordi hun ikke kunne se nogen grund fra hans side til at lyve om sådan noget "så du har storhedsvanvid?" det var halvt en konstatering halvt et spørgsmål.

Zero kyssede hendes kind en gang mere og lagde armene om hende. "Jo man kan vist godt sige at jeg har storhedsvanvid. Mange plejer bare at kalde mit noget andet." grinede han tilsidst. Det lod ikke til at hun havde hørt om ham hvilket nok også var meget godt da han blev beskrevet som magtliderlig, ufølsom, liderlig i det hele taget og meget andet ligende, men mange kaldte ham dog også ret så charmerende.

Danica satte sig over ham så hun havde et ben på hver side af ham, hun lagde sine arme rundt om hans hals. Det faktum at hun kun sad i undertøj og en af hans skjorter generede hende ikke det mindste. "hvad kalder man dig da?" smilede hun og kyssede ham ned af halsen, så han ville have munden fri til at snakke.

Zero holdt hende tæt og kunne ikke lade være med at mene at den måde hun sad på ham bare var sexet. Var der noget som hun gjorde der ikke var sexet? Næppe hun var bare helt igennem sexet. "De kalder míg magtliderlig men jeg vil ikke sige at jeg ikke af og til ville give dem ret."

Danica grinede imod hans hud, hun var nået til kragebenet, da han fortalte. "Godt at vide" sagde hun med et svagt grin i stemmen. Hun vendte så tilbage til hans læber og kyssede ham. Hun ville dog stadig gerne vide noget mere om ham "alder?" spurgte hun imod hans læber imellem to kys. Hun kunne altid starte med det formelle.

Zero kyssede hende så snart han fik muligheden for at gøre det, da hun bare var uimodståelig. "Altså du bliver nok en smule overrasket men 347. Så jeg er født i 1665. Så vi kan nemt tale om en aldersforskel." grinede han tilsidst. "Men hvor gammel er du? 17? 18?"

Ja, man kunne let snakke aldersforskel imellem dem, der var jo flere århundrede "18" gav hun ham ret i, da han spurgte efter hendes alder. "Hvor lang tid har du været alfa?" fortsatte hun med spørgsmålene og kyssede ham igen kort, men intimt.

"Hm lad mig se..." Han tænkte sig godt om da han faktisk ikke kunne huske det så godt. " Jeg tror at jeg har været det siden starten af 1700-tallet og der er endnu ingen der har forsøgt sig med at vælte mig af binden selvom mange gerne vil." Han kyssede hende blidt igen og nød hendes nærvær.

Danica gengældte hans kys og blev lidt overrasket over at han faktisk havde siddet på magten i så lang tid. Det var længere end hun havde troet det ville være. Hun ærgrede sig over at hun ikke havde interesseret sig mere for de forskellige arter, hvis hun havde gjort det ville hun sikkert allerede havde vidst en masse om ham. Hun prøvede på at gennemsøge sin hjerne for alt hun i tidernes løb havde fået fortalt om vampyrernes alfa, der var en svag ting som måske kunne have været om ham. "hvor pige glad er du?" Hun spurgte det alligevel som et spørgsmål for at se om hun nu også huskede rigtigt.

Zero kiggede underligt på hende da hun spurgte om det. Hvad havde hun hørt om ham alligevel? Han forstod det virkelig ikke. Men han havde virkelig ikke lyst til at sige det til hende for det var måske en anelse ekstremt så glad han var for piger og deres kroppe. Mest deres kroppe men nu ikke med Danica hun var speciel.

Danica stoppede et kys, som hun var ved at placere på hans kind, da han ikke svarede. Hun ville lige pludselig ikke høre hans svar. "Bare lad være med at svare" sagde hun i en tone der ikke var ligeså glad som den havde været før. Hun kyssede ham alligevel på munden, selvom hun ikke var blevet glad for hans lydløse svar, hun kom pludselig til at føle sig meget usikker og udsat, og fik tanken omkring at hun let kunne erstattes.

Zero sad og vidste ikke hvad han skulle gøre eller sige. Hvad var der overhovedet at sige hun vidste det nu at han var glad for piger bare af at han havde været stille og ikke havde sagt noget. Ville hun gå fra ham eller ville hun blive? Stort spørgsmål som ikke var til svare på. Han holdt stadig om hende for at sikre sig at hun ikke gik fra ham.

Danica trak kysset så langt ud hun kunne, for bagefter at sætte sig ned ved siden af ham i stedet på ovenpå ham. Hun skulle aldrig have spurgt, svaret havde ødelagt hendes glæde og lyst, hun satte sig igen i skrædderstilling og kiggede ud i luften, hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre nu, han havde siddet som fast frossen da hun spurgte, så det var tydeligt at han ikke var glad for at indrømme det, men det var stadig svært for hende bare at se igennem fingre med det.

zero blev helt vildt irriteret over sit eget ry. Han så på hende med undskyldende øjne da hun satte sig ved siden af ham i stedet for. "Hvis det kan gøre det bedre så er jeg kun det når jeg er sulten og viser det kun til hende jeg har valgt at drikke fra." sagde han roligt og stadig undskyldende for at hun vidste det.

Danica smilede svagt, "Ja, det hjælper" Hun vendte blikket imod ham. det var fint nok hvis det bare var med hans mad som han gjorde det med, det kunne hun godt klarer uden at blive alt for trist over det. (Selvfølgelig var det en del hun godt kunne leve uden, men det kunne have været værre) Hun satte sig helt over ved siden af ham, med benene over hans, hun kyssede ham så blidt på kinden.

Zero lagde armene om hende og kyssede hende på munden. "Jeg håber ikke at du vil få det for dårligt med at vide det." *For lige det der skulle du måske ikke have vidst* Han krammede hende ind til sig og holdt hende tæt da det var rarest på den måde.

Danica smilede da han trak hende tættere ind til sig. "Jeg ville nu have foretrukket at have dig helt for mig selv, men det går nok" sagde hun en smule beroligende, selvom hun ikke helt vidste hvem af dem hun prøvede på at berolige og overbevise. Hun lænede sig en smule op imod hans læber, uden at tage sine øjne fra hans.

Zero smilede svagt over at hun ønskede at have ham helt for sig selv. Han kyssede hende da hun lænede sig op mod hans læber. Han lavede det langt og nød det virkelig med halvlukkede øjne, da hun bare var vidunderlig. Hvor var han dog glad for at han ikke var løbet efter parret og var stoppet op ved hende. Det havde ikke givet ham tilfredsstillelsen ved at gøre parrets liv rædselsfuldt men han havde fået noget der var meget meget bedre end det. Han havde jo fået hende som kæreste. Tænk at hans første formål med hende kun var at ville have sex med hende. Hvor tåbeligt hun var jo meget mere værd end det.

Danica lagde igen armene om hans hals, og kunne ikke lade være med at erstattede kysset med et nyt da de slap hinandens læber. Hun kunne ikke tro at hun kunne sidde sådan her med ham, når hun kun havde kendt ham i to timer max, men hun nød hvert eneste sekund der gik sammen med ham.

Light slog døren til Zeros slot op så det gav et langt og højt ekko i hele slottet, hun havde været her før et par gange, når hun skulle mødes med ham for at opsummere for ham hvordan det var gik for vampyrerne i Frankrig. Hun kiggede sig omkring alt lignede sig selv, hun viftede butleren væk med en let håndbevægelse, da han begyndte at gå hen imod hende. "ZERO" skreg hun. Hun var i en af hendes dårlige perioder, hvor intet gik efter hendes hoved, hun havde rejst direkte fra hendes palæ i Paris til hans hans slot, med så få stop som muligt, og hun havde ikke sovet særlig godt de sidste par dage. Hun kiggede spørgende over på butleren for at få af vide hvor Zero gemte sig henne, han pegede nervøst over imod hans værelse. Hun gik med fast skridt hen imod hans værelse og slog uden videre døren op da hun nåede hendes mål.

Zero fik et chok da han hørte hans navn blive kaldt. Han forstod ikke hvad der foregik men lod det ligge butleren skulle nok tage sig af den der var kommet. Eller måske ikke. Nå lige meget. han gik tilbage til at kysse Danica men kørt efter han var begyndt igen blev døren revet op og en pige stod der og så ikke helt glad ud. "Hvem fanden er du?!" Han genkendte hendes lugt men havde ingen ide om hvem hun var. Men alligevel. Han havde set hende før et sted. Men hvor var et godt spørgsmål.