Ikke mere kaos i dag tak - Demise

S: Hjemme hos Gabriel.
T: Mod aften.
O: Ham selv.
V: forårs vejr.

Gabriel stod roligt uden foran sit hus, med en masse poser i hænderne og op af armene. Lidt træt satte han poserne ned på jorden, og rakte sig op til en mursten, hvor der var et meget lille hul til husnøglen, da det var mest praktisk, at den var der, i stedet for, at han havde den på sig.
Da døren var åbnet og nøglen var kommet på plads, skubbede han det hvide hår lidt til side, med den hvide behanskede hånd. Roligt gik han ind i huset, og tog den hvide jakke af, og de hvide sko, så de hvide sokker, den hvide skjorte og de hvide bukser kunne ses. Alt var hvidt ud over de blå øjne, som han havde fået ligesom sin mor, det var dog noget, som han var meget stolt over.
Døren blev smækket i, så den automatisk låste. Med tunge skridt, stillede han tingene ind i køleskabet og på bordet, så lod han sig selv smide ned i den hvide sofa og lukkede øjnene i. Alt i dag havde bare været så kaotisk, så det sidste han havde behov for var mere kaos. Men det kunne man jo ikke få i en engels hjem, især ikke når alt var hvidt og grønt.

Demise kedede sig utroligt meget, og gik blot hvorhen hans ben nu en gang førte ham. Han havde intet at lave. Han kunne måske genere Zero? Nah, han var stadig øm efter deres sidste gang sammen... Måske genere en vampyr så? Meh, det gad han heller ikke. Og det var ikke ligefrem fordi at det var fuldmåne, så han kunne heller ikke irritere varulve i deres 'skræmmende' form. Han kørte fingrene igennem sit hår og fik så øje på et hus han ikke havde set længe... Men det fik nu en gang et smil frem på hans læber. Måske skulle han give ejeren af dette hus et lille besøg? Smilet på hans læber voksede yderligere og han gik roligt hen til huset og så sig omkring. Nope, hans lille Gabby-mus var absolut ikke blevet klogere, da nøglerne lå fremme. På den anden side, han havde heller ikke besøgt Gabriel længe. Han måtte vel tro at han ikke levede mere? Den stakkel, han måtte være ude af sig selv af ren bekymring!
Han tog nøglen og låste lydløst døren op, inden han forsigtigt åbnede og lukkede den igen. Ikke en lyd hørtes, men Demise indåndede tilfreds duften af Gabriel... Og noget som mindede om en kat... Havde han fået et kæledyr? Han trak blot på skuldrene og listede sig længere ind i huset, hvilket førte ham direkte til den engel han gerne ville snakke med.
"Tager du dig en lur, Gabby?" spurgte han drillende, med det samme øgenavn han havde givet ham sidst de så hinanden. Hans gule øjne glimtede let, som han blot lå der på sofaen og på få sekunder lå han over ham med et bredt grin om sine læber. "Du har vel ikke glemt mig, har du?" spandt han kælent og nussede hans kind. Selv var Demise iført noget af det han sædvanligvis bar. Sin mørkebrune, næsten sorte frakke, som stod åben og viste hans bare bryst, sorte, stramme og ikke mindst lavtaljede bukser, sine mørkebrune støvler, sorte hansker og det røde pandebånd, med gule streger som formede nogle fine firkanter... nå ja, og så de sædvanlige piercinger, tre i det ene øre, to i det andet, en i læben og en i tungen.

Gabriel nød at ligge hjemme i sit hvide frodige hus. Alt var så fredeligt og roligt, at man skulle tro det var løgn. Gabriel havde på det sidste sovet alle de steder hvor Nathan havde været, da der stadig duftede lidt af ham her inde, hvad der var virkelig rart og trygt.
Gabriel havde vendt sig om på siden, så det hvide pandehår gemte hans øjne væk. Roligt krymmede han sine ben op til sig, da der var lidt køligt lige nu, også selvom man havde hansker på.
Gabriel havde på ingen måder hørt, at nogle var kommet ind i hans hus. Han var blevet virkelig glad for, at han ikke havde været sammen med Demise i lang tid, da han ikke orkede ham på noget tidspunkt, og nu havde han også Nathan på hjernen konstant, og havde ham at elske.
Gabriel fnøs kort over at høre nogle snakke til sig, og viftede kort med hånden. "mmmmm!" mumlede han lidt for sig selv, og vendte sig om på den anden side.
Gabriel gispede stort, da vægt blev puttet på hans krop. Han stirrede forskrækket på Demise, og blev endnu mere rød i hoved.
"n-neej ikke dig" hviskede han, og prøvede at skubbe ham af ham. Gabriel hev sin kind til sig, og hev lidt efter vejret. "jeg troede du var død!" hviskede han helt lamslået, og anede ikke hvad der skete lige nu. "Demise gå din vej! Jeg har altså...." startede han, men sluttede den igen.

Demise spidsede læberne, da Gabriel ikke virkede glad for hans ankomst. "Jo mig. Har du slet ikke savnet mig? Bare en lille bitte smule?" klagede han så og fjernede håret fra hans øjne. "Jeg havde ellers glædet mig til en varm velkomst i din seng.." sukkede han og hvilede sit hoved på hans bryst, med de mest nuttede hundeøjne han kunne lave. Hvilket gik utroligt godt i forhold til at han var en mand på 573 år og at han havde alle de piercinger i ansigtet... Og havde gule øjne...
"Endnu mere grund til at savne mig!" udbrød han forarget da Gabriel påstod at han troede at han var død. "Hør her Gabby, jeg var kun væk i et års tid. Og du nød de tre måneder vi havde sammen, indrøm det" sagde han blot med et grin. Han vidste udemærket at Gabriel hadede ham overalt på jorden for hvad han havde gjort, men lod bare som om. Og han var mere for sjovens skyld. Hvis han faktisk kunne lide ham ville han ikke stikke hånden ned i hans bukser for at se hans reaktion.
"Du har altså hvad?" spurgte han nysgerrigt. "Forhåbentlig har du ikke skiftet mig ud, for du ved godt at jeg ikke tager nej som et svar"

Gabriel kiggede helt vildt forbløffet på Demise. Han kunne umuligt sidde oven på ham lige nu. Demise var forsvundet, og aldrig kommet tilbage igen. Han måtte have onde drømme lige nu, og ikke gode drømme. Dette var ikke virkelighed, det var det bare ikk! "jeg må drømme... Du forsvandt jo..." hviskede han virkelig uforstående, og lukkede kort øjnene i, da håret blev fjernet fra hoved. Bagefter kiggede han meget omgående på Demise for at være sikker på, at det var ham.
Gabriel strakte hoved opad, så han ikke kunne se på Demise ansigt. Et lille klynk kom fra ham, da han gerne ville vaske sig ren, og fordi Demise sad på lidt af hans bare mave. Demise vidste jo godt hvordan Gabriel havde det med at hans hud rørte noget. "glem det, den velkomst må du få hos en anden. Jeg nægter det!" svarede han bestemt. Han ville ikke have noget med Demise af gøre. Han skulle bare gå ud af hans hus virkelig hurtigt.
Gabriel rystede på hoved. "jeg har ikke savner dig på nogle måder, og vil have dig af min mave, og ud af mit hus!!!!!!!!" sagde han virkelig bestemt, og prøvede at vride ham af sig. "nej jeg nød det ikke! Du ved jeg hader at blive berørt, og jeg var lykkelig over du forsvandt!" snertede han videre, og prøvede at skubbe ham af sig igen.
Gabriel kiggede væk fra Demise med let røde kinder. Så tog han en dyb indånding, hvorefter han kiggede trodsigt på Demise. "jeg har fået en kæreste, og har haft sex med ham, så jeg vil bare ikke have du er her!" sagde han bestemt.