Ved ikke hvad jeg skal kalde det - Nathan

S: I græsset under et stort egetræ
T: 14:00
O: Mennesker og naturen
V: Overskyet, men alligevel ret varmt

Jane kørte sin ene hånd gennem græsset og smilte for sig selv over at græsset blidt kildede hende i håndfladen. Det var længe siden hun sidst havde haft fast form, så der var ting der stadig facinerede hende - helt basale ting som at mærke solens varme mod sin hud, eller græsset der kildede hende i hånden. Desværre var der ikke så meget sol den dag, men det bælse ikke og luften var lun, så det var til at holde ud.
Hun havde iført sig en lyseblå sommerkjole der gik hende til lige under knæene, den var uden stropper, så hun kunne tydeligt mærke hvordan hendes hår lå blødt ned over hendes skuldre. Hun havde smidt de hvide hæle og sad nu og legede med græsset mellem hendes tær. Tænk at hun havde kunne undvære alt det her så længe. Hvad havde hun dog tænkt på?

Nathan kom løbende med en eller anden irriterende hund efter sig. Han var pisse bange for den og var ved at løbe ind i en pige i en blå sommerkjole da han kom løbende i høj fart, men han fik ikke ramt hende da han valgte at hoppe over hende i et flot spring. Derefter gik det mod det nærmeste træ som han hoppede op i for at hunden ikke skulle kunne nå ham. Derfra sad han og hvæsede lidt af den for at få den til at gå væk men det virkede ikke helt, så han endte med at droppe det helt. Han sad bare og kiggede forskræmt på den selvom han var så højt oppe at det var fysisk umuligt for hunden at komme derop selv hvis den hoppede 3 gange så højt som den gjorde nu. Og det var ret højt da det vist var en labrador.

Jane blev afbrudt midt i sin strøm af tanker om hvor dejligt det var at få sin krop tilbage, da en fremmed dreng kom løbende i fuld fart mod hende, hun strak arme og ben til sig, men heldigvis hoppede han over og hun kunne slappe af igen, lige ind til hunden kom løbende og hun kom hurtigt på benene, stilte sig helt ind til stammen, men heldigvis for hende løb hunden blot fordi og videre over til det træ som den fremmede dreng var sprunget op i.
Hun stod lidt og kiggede på ham, beundrede den måde han forsøgte at få hunden væk på, selv om det så ud til at være rimlig håbløst og han endte da også med at opgive. Hun kunne tilsidst ikke holde en lille munter latter tilbage - som først kom nu på grund af det enorme chok hun havde fået.
Hun gik forsigtigt hen mod træet - og hunden. Samlede en pind op på vejen, da hun havde besluttet at hun hellere måtte hjælpe ham, det var syndt hvis han skulle blive siddende oppe i det træ hele dagen.

Nathan sad bare så meget forskræmt på hunden. Han havde ikk gjort den noget som helst for at den skulle have fået lyst til at løbe efter ham. Han var bare gået forbi den godt nok i en stor bue da han allerede der var bange for den også kom den farende efter ham. I ren skræk satte han i løb for at komme væk fra den. Og nu der sad han så heroppe i træet og følte at der ikke var nogen hjælp at hente nogen steder. Ejeren af hunden var ikke engang løbet efter for at få den med tilbage.

Jane gik langsomt tættere på hunden skrægslagen for at den skulle vælge at angribe hende. Hun kaldte forsigtigt på den viftede med pinden i håb om at den bare ville leje og håbet var med hende. Da hunden så pinden satte den sig pænt foran hende med lorende hale og og tungen ud af munden. Hun lavede en grimmasse, hunde var så ulækre.
Hurtigt smed hun pinden så langt væk hun kunne mens hun håbede på at den ikke ville komme tilbage. Så kiggede hun op på drengen med et smil, "bange for hunde?" spurgte hun drillende, men venligt.

Nathan sad bare oppe i træet og så ned på pigen mens hun fik hunden til at løbe væk. Han så længe efter hunden for at se om den kom tilbage men det gjorde den heldigvis ikke.
"Ja ret meget faktisk." svarede han og hoppede bare ned fra træet hvor han landede foran hende. Det var ikke det store at hoppe deroppe fra alligevel selvom det havde gjort lidt ondt da han landede. "Tak for hjælpen." sagde han og føltee det faktisk ret pinligt at skulle have hjælp til at komme af med en dum køter.

Jane grinte blot venligt, "det var så lidt" svarede hun med et smil og kiggede sig uroligt over skulderen. Hun ville være helt sikker på at hunden var væk. Hun følte sig ekstremt skrøbelig når solen skinnede så flot som den gjorde i dag, så selv en hund gjorde hende bekømret.
Da hun var sikker på at hun ikke kunne se hunden i nærheden vendte hun igen opmærksomheden mod den fremmede dreng. "Jane" smilte hun venligt og rakte ham sin hånd i et forsøg på at være høflig og velopdragen.