Ødelægge to liv. Hvorfor dog ikke? - Danica

S: I bjergene
T: Aften
O: Et sødt lille kærestepar og træer.
V: Gråvejr

Zero vandrede rundt mellem træerne. Fulgte lydløst med paret der ellers så så glade og lykkelige ud. Men ikke meget længere. Det ville de ihvertfald ikke få lov til for ham. Han ville meget snart ødelægge begge deres liv. Bare for sjovs skyld. Han listede tættere på da de stoppede og gik ud fra sit skjul. "Nå hvor er de dog søde sammen i to." sagde han falsk glad. Han gav dem et chok og de vente sig mod ham. "Har i overvejet at blive sammen til døden?" spurgte han koldt og pigen nikkede mundlam. "Godt for jeg har tænkt mig at gøre det til sandheden." Han lod sine øjne blive røde og han blottede sine skarpe hugtænder i et morderisk mil. "Tænk at i skal dø sådan et sted hvor ingen andre end ræve og grævlinge vil finde jer. Hvor synd." han gik tættere på dem på en troende måde. "Nogen sidste ord før jeg tager livet af jer?" De stod beggesom frosset. Det var jo ikke sjov. "Jeg giver jer 10 sekunders forspring. Se hvor langt i kan komme.....1....." De begyndte at løbe mens han talte. "....2..."

Danica kom gående op af bjerget. Hendes leopard øre og hale var fremme og hun kunne mærke de spidse hjørnetænder med tænderne, hun foretrak at gå rundt sådan når hun var alene, det føltes mere naturligt for hende. Hendes hale gled still og roligt fra side til side og hjalp hende konstant med at holde en fin balance på de høje, sorte hæle. Det var en af fordelene ved at være et kattedyr, ens balancesans var meget bedre end hvis hun havde været et normalt dyr. Et kærestepar løb i stor hast forbi hende, og de ænsede ikke engang hendes bemærkelsesværdige udseende. Hun fulgte dem et kort øjeblik med øjnene inden hun igen vendte blikket frem ad og fik øje på en vampyr foran sig, hun kunne både fornemme hans lugt og hvis den ikke havde været nok ville hans røde øjne have afsløret ham (I hvert fald for enhver der kendte til de forskellige væsner) Hun stoppede op et par meter fra ham, satte sig på en sten og ventede på at se om han ville løbe efter parret eller lade være nu da hun var dukket op. Hun mærkede for en sikkerheds skyld efter sin pistol der var ladet med sølvkugler og som var fastspændt rundt om hendes ene ben, under den sorte kjole.

Zero så efter dem og talte det sidste "...9...10! Nu håber jeg at i er nået langt nok væk." grinede han og satte roligt efter dem. Lugtede at de ikke længere var alene en Furry var dukket op. Halv leopard + halv menneskepige = Monster sexet. Han stoppede ved hende og så charmerende på hende. Lod farven i sine øjne faldme til mørkebrunt og smilede uden at tænderne blev blottet. Han lod paret leve for en gangs skyld måtte nogen vel få lov at leve med frygten om at møde ham igen. "Hey smukke hvorfor er du helt alene herude? Der kunne jo være visse... farer." han sagde det sidste ord som en kat der spandt.

Danica smilede da vampyren stoppede op foran hende, spidsen af hendes hale slog et kort slag ud i luften, og hun smilede en smule større "Farer som dig?" spurgte hun i et toneleje der mindede en smule om det han havde. Hun rejste sig op, og hendes hale begyndte igen at køre en smule frem og tilbage. Hun lagde mærke til at han af en eller anden grund havde ladet den røde farve forsvinde fra hans øjne, selvom hun ikke lige kunne se grunden til det med det samme, hun vidste jo hvem han var, men hun lod det ligge og fastholdte bare hans blik.

Zero smilede lidt til hende og gik tættere på hende. Kunne simpelthen ikke stå for hendes udseende. Hun skulle nok blive en af hans. "Ja det kan man vist sagtens sige at jeg er." Han smilede charmerende og prøvede at forføre hende lige så stille. Om det kun var til en ting eller to var et spørgsmål men han tænkte ikke over det. Han lod hende ikke vide hvor meget hun egentlig havde ham i sin magt.

Danica fastholdte sit smil. "Det var også min tanke" Sagde hun lettere betaget af ham, selvom hun ikke stolede på ham endnu lød det ikke direkte på hans stemme som om han havde noget ubehageligt i sinde, men som sagt stolede hun ikke på ham endnu, det ville være for risikabelt for hende, hun vidste at de fleste vampyrer, af god grund, var god til skuespil. Det var vist nok den letteste måde at få fat i sit bytte, selvom det ikke lignede at han havde haft et stort skuespil oppe at køre med det paniske par.

Zero gik tættere på hende og lagde en arm om hende for at trække hende ind til sig. "Nå men hvordan ville du have det med at tilbringe dagen med vampyr?" spurgte han charmerende og så hende ind i øjnene. Ikke engang der kunne man se hans plan for hende. Han var smart og en mester i skuespilles kunst. Han var et naturtalent til at forføre og dræbe. Han var ikke blevet alfa for ingenting. Hun vidste garanteret ikke engang hvem det var hun stod med.

Danica smilede af hans ord "Nej tak" Hun trak sig en smule væk fra ham, men kun sådan så han ikke havde armen om hende "Jeg fortrækker at bruge min tid med folk der ikke har nogen motiver til at tage mit liv" Sagde hun med en sukkersød stemme og hun holdt det samme smil på læben og fjernede ikke sit blik fra hans, hun kunne ikke lade være med at diskret strejfe hendes kjole for igen at mærke efter hendes pistol, som om hun troede at den ville forsvinde på den korte tid hun havde snakket med ham, men hun lavede det med så let en bevægelse at det ikke var noget han ville lægge mærke til.

Zero smilede stadig charmerende til hende selvom hun gik lidt væk fra ham. "Men hvem har sagt noget om at jeg overhovedet havde lyst til at tage dit liv? Jeg mener ikke at det er fair for denne verden at miste sådan en skønhed som dig." sagde han charmerende og dette mente han virkelig. Hun var noget af en skønhed uden tvivl om det men nu kunne det jo være lidt fordi at han havde en svaghed for piger med katteøre og hale.

Danica kiggede en smule mere forundret på ham "Der er ingen der har sagt noget om at du vil tage mit liv" sagde hun og man kunne tydeligt høre overraskelsen i hendes stemme. Selvom hun ikke var sikker på hvorfor hun var så overrasket, man ville jo endelig godt kunne regne ud at han ville sige noget i den stil, hun var bare automatisk gået ud fra at han ville gå efter hendes strube nu og ikke fortsætte samtalen "Jeg stoler vel bare automatisk ikke på vampyrer," Hendes stemme var mere usikker end overrasket nu "Det er måske en fejl?" Hun lagde hovedet en smule på skrå, og kiggede stadig undrende på ham.

"DU sagde selv at du ikke tilbragte tid med folk som muligvis ville kunne tage dit liv. Men jeg vil lade det ligge da jeg ikke vil kunne skade en pige så smuk som dig." Det var sandt nok han kunne ikke dræbe de katte-furryer. Det var de for sexede til. "Det ville være en skam at lade sådan en skønhed gå bort." Han trådte nærmere og ville virkelig gerne have nogle hede kys af hende, men man kunne ikke se det på ham.

Danica kunne ikke lade være med at smile igen da han gik tættere på hende. "Okay... Min fejl så" sagde hun med et smil i stemmen. Hun kunne ikke lade være med at smile en smule over hans komplimenter. "Må jeg spørge om dit navn?" spurgte hun venligt og fangede igen hans øjne. Det betød noget for hende at hun kunne snakke med en person hvor hun kendte hans navn i stedet for at det var hemmeligt.

"Ja selvfølgelig må du få mit navn afvide. Jeg er Zero og du har garanteret et helt vidunderligt navn der passer til skønhed." sagde han charmerende. Han mente det helt seriøst det han sagde til hende. Hun var fantastisk men hvordan mon hun var når man lærte hende at kende? Godt spørgsmål, men det var nu ikke det han søgte mest efter. Han søgte efter at få lov til at kunne røre hende.

Danica smilede igen over hans kompliment, og hun kom til at kigge kort ned i jorden inden hun kiggede op på ham igen, hendes hale begyndte automatisk at vippe lidt mere opstemt, og hun prøvede at få den til at blive en smule mere rolig, men det hjalp ikke rigtig. "Danica" introducerede hun sig som. Og var sikker på at hun igen fangede hans øjne.

Zero holdt svagt øje med hvad hun gjorde men ikke så hun kunne se det. HUn var lige ved at være der hvor hun var i hans magt. "Jeg havde vist fulkommen ret. Det passer perfekt sammen. Den smukke Danica." sagde han og tog hendes hånd op til munden for at kysse den. "Den smukke Danica." hviskede han og kyssede så hendes hånd.

Danica blev en smule overrasket da han valgte kysse hendes hånd og hendes smil faldt i overraskelse og hende hale stoppede med at vippe, men hun fandt så fatningen igen og hun smilede stort og halen begyndte igen at vippe. "Tak" smilede hun og fangede igen hans øjne da han kiggede op fra hendes hånd. Hun vidste endelig ikke hvorfor hun lod ham kysse hendes hånd, det ville være så let for ham at vende hendes hånd og bide sig fast i hendes håndled, men af en eller anden grund var hun sikker på at han ikke ville skade hende.

Zero smilede til hende og nussede hendes hånd blidt med sin tommelfinger. "Så lidt min skønne." Han trådte tættere på hende efter at have sænket hendes og hans egen hånd. Han stod ikke meget mere end 10-15 cm fra hende og han kunne tydeligt se på hende at hun havde fundet det han gjorde charmerende. Det var en smal sag at få hende til at følge ham nu. Bare et sidste puf også var der.

Danica blev stående da han gik tættere og da han begyndte at nusse hendes hånd. Hun rystede på hovedet "Jeg er ikke din" måske var han charmerende, men hun var ikke hans, han kunne ikke kalde hende 'min' uanset hvor mange komplimenter han kastede efter hende, hun ville tilhøre sin kæreste den dag hun fandt en, men ikke nogen anden person måtte kalde hende sin, hvis det var sådan ville hun til sidst bare ende som en pyntegenstand.

Zero havde dummet sig, han havde hende lige også sagde et ord. Et forbandet ord der bare ødelagde alt. Så frustrerende når sådan noget skete. Nu skulle han bare rede den hjem igen. Det var nok ikke så svært. "Undskyld smukke men jeg kunne ikke lade være med at bruge det ord. Da jeg sådan ville ønske du var min." Hans stemme var stadig charmerende men også lidt undskyldende. Man kunne ikke se hans frustration eller irritation på nogen måde. Kun et ansigt der var ren charme og undskyld.

Danica kiggede på ham med mistænksomme øjne i et stykke tid, men blødte så op igen og bed sig forsigtigt i læben. Hun vidste ikke om hun troede på hans ord, men hun ville i hvert fald gerne tro dem. Hun kiggede væk fra hans øjne og faldt endnu engang for hans charme, hvilket hun af en eller anden grund blev ved med. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle svare ham, hvad var der også at sige til det? Hun kiggede ham igen i øjnene.

Zero smilede til hende og mente at han havde gjort et godt arbejde med at få hende tilage til det rette spor igen. "Men har du lyst til at tage en tur på Cafe med mig? Jeg giver."

Danica tænkte kort over det, men hun behøvede ikke at tænke længe over det inden hun nikkede til ham "Ja, det vil jeg gerne" sagde hun med et smil på læben, hun lod sin lyst bestemme i stedet for sin fornuft. Hvilket hun desværre havde en en eller anden dårlig vane med at gøre.

Zero smilede til hende og rakte hende en hånd. " Skal vi gå eller vil du vente til du ikke er en halv leopard?" drillede han hende. "Det er dig der bestemmer." Han smilede og ventede bare til at han forhåbentlig ville få det svar der hed at det ikke gjorde noget. Men sådan var det nok ikke da mange nok så lidt sjovt på hende når hun jo trods alt havde ører og hale.

Danica tog hans hånd "Jeg kan altid gå et stykke med øre og hale, men når vi kommer ned bliver vi nok nød til at vente til de forsvinder" smilede hun, hun ville endelig aller helst have at hun ikke behøvede at skjule sine øre og hale, det var upraktisk og besværligt for hende. Og det resulterede tit i nogle lidt pinlige situationer når man skulle forlade et rum i al hast fordi at man var ved at få en hale.

"Selvfølgelig." Han begyndte at gå med hende og var godt imponeret over at hun kunne gå med de sko sådan et sted som her. "Men kan du så ikke fortælle mig lidt om dig selv imens vi går eller ønsker du at vi venter til vi når cafeen?" Det var faktisk ret utroligt at hun ikke vidste hvem han var. Mange vidste det i forvejen men hun hørte nok ikke så meget om vampyrerne og det var nok også det bedste.