Kære Gud hvorfor er dette så svært? Zero

S: skoven
T: aftenstid
O: ingen
V: en bitte smule køligt

Solen var gemt bag skyerne, og var allerede på vej ned bag horisonten. Skoven begyndte at blive lidt mørk nu. Alt virkede bare til at gå til ro, og næsten falde i søvn over dagens travle dag.
Gabriel var stadig iført alt sit hvide tøj, og sad oppe i et træ, hvor det ene ben han nede, ansigtet var oppe i skyerne, så han kunne se skyerne begyndte at forsvinde væk fra ham.
Hvorfor var han blevet så sur på Demise? Det var jo ikke engang fordi de kunne lide hinanden? Nej det kunne de da på ingen måder overhoved! Føj bare tanken fik ham til at gyse.... Men alligevel havde Demise været der... Bare på en mærkelig måde. Gabriel sukkede så og lukkede øjnene. "kære Gud hvorfor er dette så svært?"

Zero var på vej gennem skoven med sin dejlige kat Diimon siddende på sin højre skulder som sædvanligt. Hun spandt højt og kælede ansigtet mod hans kind imens han gik hjem til slottet igen hvor han nok ville blive mødt af en glad demise. Det fik ham helt ved at smile ved tanken. Hurtigt slog lugten af engel imod ham og hans mave gav for første gang ikke en lyd fra sig da han trods alt lige havde spist. Diimon stirrede på gabriel som sad i træet mens delangsomt og ubemærket gik tættere på ham.
"Det tror jeg desværre ikke at du kan få svar på." svarede han gabriels spørgsmål ret så provokerende og smilede på en måde der fortalte at han kun var ude på at provokere og at være pisse irriterende.

Gabriel for sammen da han så Zero, og var lige ved at falde ned fra sin gren... Bare fordi den skiderik skulle svare på hans spørgsmål. "haha... Jeg spurgte Gud, og ikke dig Zero! Hvis jeg bad om en vampyrs menig, så havde jeg kaldt på dig med det samme!" hvrængede han, og kiggede så lidt væk fra ham, men sank så en klump.
"hvordan har Demise det?" spurgte han roligt, stadig uden at kigge på Zero.