Arrruuuuh - Blain

Blain så ikke op da han kom hen til hende og lagde sig. Hun var ligeglad med om han var der eller ej. Hun ville bare ikke være hjemme hos ham og gøre alt sværere for ham. Det var besværligt alt det her for hende. "hvorfor er du her...." spurgte hun lavt og lagde de blå poter over hovedet så han ikke så hendes udtryk da hun græd og græd.

Jaquars kiggede lidt trist på hende, da det var tydeligt at høre, at hun græd, hvad der virkelig skar ind i hjertet på ham. Derfor rykkede han lidt tættere på hende, lod sin hale ligge over hendes hale, og lagde hoved op på hendes krop som et kram.
"Fordi der er et eller andet ved dig som jeg mangler i mit liv... Og du er den eneste jeg engentlig har snakket med i lang tid nu, og jeg vil gerne være her for dig." Forklarede han hende venligt, og nussede hendes øre med sin snude. "Det er okay at være ked af det Blain." Trøstede han hende så roligt.

Blain snøftede helt ulykkeligt og lagde sig helt tæt på ham for at mærke at der faktisk var en som tog sig lidt af at hun stadig var i live. Hun kunne ikke lide ideen om at han måske også forlod hende som de andre men hun var ved at få lidt mere lyst til faktisk at dele mere med ham. Hun begyndte lige så stille at ligge halen om hans mens hendes ører dog stadig lå tilbagejagte da hun stadig var lidt skræmt ved at der var en fyr som kunne lide hende. Men han kendte hende ikke ordentligt.

Jaquars smilede meget svagt, da han fik Blain lidt tættere på sig. Roligt snurrer han sin hale om hendes, og lagde blidt den ene pote over hendes krop. Hvor han roligt nussede hendes øre blidt videre med sin snude.
"Græd så længe du vil, jeg ligger lige her til du ikke har flere tårer at græde." Forklarede han hende roligt og nussede blidt hendes pels med sin pote.
Roligt nussede han hende blidt imens han lod hende græde ud. "Blain. Hvad med at vi lære hinanden og du bor blot hos mig for at have nogle at snakke med til hverdagen?" Spurgte han hende roligt om, og man kunne tydeligt høre på hans stemme intet ondt eller lumsk mente med det. "Kg vil bare ikke være vildt glad for at du er alene lige for tiden." Mumlede han roligt, og smilede lidt til hende.

Blain nikkede stille selvom at tvivlen kom tilbage til hende igen og igen over de ord. For hende lød de falske og som om han bare satte et spil op da det lød for godt til at være sandt. Hun ville ikke bo hos ham da det var forkert. Det lød også bare som om han ville holde hende fanget som hendes far havde gjort for få hende til at lade være med at se sin pigekæreste. Hun ville ikke forsøge at flygte som før men hendes ide for hendes liv var sat og det var der ingen der skulle stoppe hende i at gøre. "Jeg vil gerne hjem.. men ikke til dig... jeg har brug for at være alene.." mumlede hun og rejste sig da hun jo havde indset at hun aldrig kunne finde kærlighed eller lykke.

Jaquars nussede hende roligt videre imens hun bare lå der og var så skrøbelig. Et forkert ord og det hele kunne gå galt i hendes liv. Han havde skam tænkt sig at beskytte hende nu. Intet måtte ske overhoved.
Jaquars nikkede så roligt af hendes ord. "Okay så sidder jeg ude foran dit hus så." Forklarede han hende inden han selv rejste sig op, og nussede snuden ind på hendes hals. "Jeg har skam ikke tænkt mig at lade dig gøre dig selv skade." Forklarede han hende med et varmt smil.

Blain fik frygt i øjnene da han sagde han ville sidde og udenfor og holde øje med hende. Hun havde prøvet det førog det var modbydeligt. Hun flyttede sig straks fra ham med halen mellem benene. Hun ville ikke holdes øje med hele tiden. Det var ubehageligt og modbydeligt at have en siddende udenfor dag ud op dag ind. Det var forkert!
Hun pev let og bakkede mere og mere bagud da hun ikke kunne lide det han sagde.

Jaquars kiggede ret så forvirrende på Blain, da hun pludselig stak halen mellem benene og begyndte at pive. Det fik det faktisk til at jage gennem brystkassen så han fik smerter.
"Sagde jeg noget forkert? Det må du undskylde Blain, jeg vil ikke gøre dig bange. Undskyld. Hvad er du bange for?" Spurgte han forvirret og meget undskyldende, da han på ingen måder vikle gøre hende bange eller trist.

Blain bakkede mere og satte så i en spurt. "bare lad mig være i fred!" græd hun og løb så hurtigt hun kunne hjem til sig selv hvor hun i det mindste kunne låse sig inde i huset når hun blev sig selv igen. Men der stadig flere timer til det. Hun ville ikke kunne komme ind med mindre veninden var hjemme.

Jaquars kiggede overrasket på hende. "Shit!" Snerpede han af sig selv, da hun endelig lige var faldet til ro. Hurtigt spurtede han så efter hende på ny, hvor han så sprang på hende så de rullede rundt på jorden.
"Hør undskyld! Jeg vil ikke skade dig overhoved. Jeg vil bare gerne have du ikke er trist okay. Jeg vil intet ondt gøre dig." Sagde han i en lettere bestemt tone, da de endelig stoppede med at rulle rundt og han lå øverst. Tårer begyndte svagt at komme frem i øjenkrogen. "Hør jeg vil intet ondt gøre dig overhoved!" Gentog ham igen roligt til hende.

Blain pev da han sprang på hende og kæmpede løs af alle kræfter for at få ham af sig. Hun hørte efter hans ord men det var ord hun havde hørt så tit. "jeg tror dig ikke! Forsvind !" græd hun og fik ham endelig af sig hvor hun så løb afsted og nåede uden at tænke over det ud på en vej hvor en bil straks ramte hendes ride så hun blev kastet mod det nærmeste træ. Hun lå bare der bevidstløs håbede i sine tanker at livet var slut da alting pludselig gik i sort selv tankerne.
Bilen var stoppet for at se den eller det ham bag rettet havde ramt. Han skyndte sig dog igen da han så hvad det var han havde kørt ned og skyndte sig væk og videre.

"Blain hør nu på mig!" Råbte han bestemt, og fik så slået sit hoved ind i en stor sten. Det ville nok give en stor bule i morgen, men det var ligegyldigt, også selvom han følge sig svimmel og kvalmt.
Usikkert kom han op på benene igen, hvorefter han løb efter Blain i den retning hun var stukket af i.
Da han så så manden i bilen smadrede han sin krop ned i bilen, så den blev knust fuldkommen,mod manden i bilen sad fastklemt.
Derefter skyndte han og over til Blain. "År for helvede Blain." Mumlede han, inden han bremset at få hendes krop op på sin, og løb så hurtigt han kunne hjem til sig selv, hvor han lod sig blive et menneske, og løb hurtigt ind og hentede tingene til at ordne hende, så hun kunne komme til sig selv igen.
Dernæst kom han med et tæppe, som han viklede om hende, og sad blot med hende i skødet. Ventede bare på at hun blev menneske, så hun kunne komme ind i varmen og ikke blive varmet op af ham.

Blain lå bare helt bevidstløst i flere timer før hendes krop forvandlede sig tilbage omkring midnat men hun var stadig helt væk. Hun trak stadig vejret men hendes sind og tanker blev stille glemt. Hver og en forfærdelig tanke blev slettet fra hendes hoved dog også sammen med den lille bitte smule godt. Hun blev bragt tilbage til nogle måneder efter hun var stukket af fra sine forældre.

Da Blain endelig blev sit normale menneske, bar Jaquars hende roligt op påmlillesøsterens værelse, hvor han lagde hende blidt under dynen, efter at have givet hende en af hans søsters blå natkjoler på, som havde ærmer og gik ned over knæet. Intet af hendes krop kunne ses nu i hvert fald. "Undskyld søs men hun har behov for det." Sagde han til et billed af en lille pige, som lignede ham på en prik, blot mindre, mere feminin og helt klart en søs pige med smil. Ingen var i tvivl om, at det billed på natbordet var Jaquars lillesøster og rammen havde Chérie skrevet på sig med gamle kategrafibokstaver.
Dernæst lagde han nogle tæpper over Blain, som virkelig kunne holde hende varm, da hans lillesøster altid havde haft behov for ekstra varme
Efter at have været nede i køkkenet satte han sig op af en væg i værelset med isposen på hoved, der hvor han var blevet slået af den åndssvage sten.

Blain vågnede nogle dage efter til at ligge på sengen i et værelse hun ikke kendte. Hun kunne ikke huske hvordan hun var havnet her men hun kunne tydeligt se mærke og lugte at det ikke var hende selv som boede her. Hun havde glemt alt om sit liv indtil nogle måneder efter hun flytted hjemmefra på grund af sine forældre. Så vidt hun kunne huske havde hun en kæreste på dette tidspunkt men hun kunne ikke huske hvordan han eller hun så ud. Det måtte vel være en hende når nu hun lå i et pige værelse. Men man vidste jo aldrig.

Jaquars var blevet virkelig nervøs over at Blain ikke var vågnede op efter det biluheld, som hun havde været med i. Han blev mere nervøs eftersom hun ikke vågede op i flere dage.
Forsigtigt åbnede han døren op til hende, og kunne ikke stoppe med at smile, da han så, at hun endelig var vågen. "Godmorgen søde... Er du okay?" Spurgte han venligt om, hvor han kom over med noget mad, og lukkede døren.
Derefter satte han sig på sengen, og nussede hendes hår blidt.

Blain smilede kærligt til ham som kom ind til hende. Det måtte være hendes kæreste siden at han snakkede så blidt til hende som var han forelsket. "godmorgen" sagde hun med et kærligt smil kyssede hans kind. "jeg er helt okay... Men hvorfor spørg du dog?" hun forstod ikke hvad han mente med det han sagde. Hun forstod heller ikke hvorfor hun var i et pigeværelse når hendes kæreste tydeligvis var en dreng.

Jaquars blev en smule forvirret over, at hun pludselig smilte til ham, og rent faktisk virkede glad og ikke trist. Desuden prøvede hun ikke at stikke af? Hvad var der lige sket med Blain?
Jaquars blev så totalt overrasket over, at han pludselig fik et kys på kinden. Dog smilede han tilbage til Blain, da han helst ikke ville panikke hende. Og hun kunne tydeligt ikke huske noget overhoved fra biluheldet. "Du har fået et grimt mærke på den ene side af kroppen, og så har du sovet i flere dage uden at vågne op, så jeg har været virkelig bekymret." Forklarede han hende venligt med et kys på panden. Det var nok bedst ikke at overraske hende med nogle af de ubehagelige ting lige når hun var vågnet. Det ville nok blot give hende endnu en chok tilstand.

Blain lagde hovedet undrende på skrå og tjekkede under sin natkjole for at se om det var rigtig med det mærke han snakkede om men hun kunne ikke se så meget heldigvis. "Har jeg været syg siden jeg har sovet så meget?" spurgte hun da hun ikke lige kunne huske det. "men jeg har det godt nu så må jeg ikke ligge inde hos dig i stuen? vil ikke være her alene." hun rejste sig roligt og gik ud i gangen og ind i stuen da hun godt kunne huske huset.

Jaquars kiggede lettere nervøst på hende. "Hvordan ser mærket ud i dag?" Spurgte han lettere nervøst og nussede blidt hendes anden hånd imens. Han var virkelig bange for den måde hun var blevet lige nu. Hun måtte have slået hoved rigtig slemt siden hun virkede så glad for at se ham.
Lettere nervøs nikkede han til hendes spørgsmål. "Du har slet ikke været mulig at komme i kontakt med. Jeg håber ikke det gør noget, men jeg løftede lidt op i din kjole hver dag og ordnede såret. Jeg så ingenting ud over mærket overhoved." Lovede han hende med armene lidt løftet op så hun tydeligt kunne se at han intet havde set.
Jaquars måtte så måbe, da han hørte hvad hun sagde, da hun var gået lidt kom han til sig selv, tog hurtigt dynen, løb ned til hende, og hev hende op i sin favn. "Forsigtig tænk hvis du faldt og skadede dig selv endnu mere?" Sagde han nervøst, hvorefter han satte hende i sengen, og puttede dynen roligt om hende.
Derefter kiggede han blidt på hende med et smil, og nussede hendes kind. "Kan du huske mit navn Blain?" Spurgte han så venligt om.

Blain trak på skuldrene. "det så ud som om det bare er et stort blåt mærke ikke meget andet end det." svarede hun smilende.
"det kan da være lige meget om du har kigget eller ej. Vi har vel set hinanden før sådan" svarede hun og kyssede hans læber.
Hun så undrende på ham da hun overhovedet ikke havde andre smerter end det i hendes side. Men det var jo klart da hun tydeligvis havde slået sig hårdt. "Hey!" pev hun så da han bar hende tilbage på sengen. Hun grinede over ham og hev med ned på sengen til sig. "vil du hellere have mig på sengen? Jamen så må du af med lidt.." sagde hun kælent og begyndte at tage blusen af ham. de var jo kærester så der skete nok ikke noget ved det. HUn kunne sagtens huske hans navn men det var vist fordi han havde givet stort indtryk på hendes underbevisthed. Det var en af grundende til hun troede de var sammen. "ja selvfølgelig, Jaquars"

Jaquars smilede lettet over, at høre Blain sige det. "Gud ske tak og lov for det. Jeg var virkelig bekymret for om jeg havde healet det ordentligt nok." Forklarede han tilfredst.
Dog måtte han kigge lettere forvirret på hende, da hun sagde at de havde ser hinanden sådan før. De havde jo aldrig set hinanden totalt nøgne. "Øh søde hva..." Nåede han kun lige at sige, inden hun kyssede ham. Fuldkommen mållam kiggede han tilbage, og kunne ikke holde trangen tilbage til at kysse hende. Måske var det bedst for hende, hvis hun havde glemt alt det dårlige.
Jaquars måtte dog på ny være overrasket over hvor kælen hun pludselig var. Forsigtigt kyssede han så hendes hals roligt og lettere nervøs for om hun blot spillede skuespil. "Og hvad er vi Blain? Jeg vil gerne høre dig sige det." Bad han hende venligt om, imens han forsigtigt nussede hendes raske side med et smil.
Derefter måtte han så kigge hende direkte i øjnene. "Du er godt klar over at jeg... At du virkelig betyder meget for mig, og jeg vil være hos dig resten af livet ikke?" Forklarede han lettere nervøst, men han måtte lige se om hun rent faktisk reagerede på den sætning.

Blain grinede blidt som hun satte sig på skødet af ham hvor hun kyssede ham igen. "vi erkærester..."sagde hun blidt mens hun nussede ham over nakken da hun gerne ville have ham til at være kælen med hende.
"og det gør du også for mig." svarede hun og lagde ham på sengen hvor hun kyssede ham dybt.

Jaquars lagde roligt armene om hende, da hun satte sig på hans skød. Den ene arm var lagt rundt om hende og nussede hendes hofte, og den anden sad på hendes ryg og der nussede han hende også blidt. "Jeg ville bare gerne høre dig sige det." Sagde han glad, og gjorde roligt som hun ville have, hvorefter han rullede dem rundt, hvor han så lå oven på hende, og nussede hendes side meget blidt mens han kyssede hende videre. "Sig hvad du ønsker og du får det du vil" forklarede han hende blidt, hvorefter han forsigtigt lod den ene hånd glide lidt forsigtigt ind under kjolen og nussede hendes bare hud.

Blain kyssede ham igen og igen men stoppede kort hvor hun tog blusen helt af ham i stedet for bare at forsøge på det. Hun fik den af ham og lagde så armene om hans hals igen da hun ville have ham til at tage kjolen af hende. "du kunne jo kæle lidt med mig..." sagde hun kælen og satte sig op hvor hun tog kjolen af da hun ikke kunne vente mere på ham. Hendes lange hår faldt ned og dækkede over hendes bryst på en smuk men sexet måde.