Pirart, kanin og bøf - Blain

S: parken.
T: om natten.
O: ingen.
V: lidt blæsende.

Det var ved at blive virkelig mørkt udenfor, hvad der også var godt for den unge skyggejægere. Ingen var særlig glade for at han var i parken med dem, så det blev om aften, at han stod her ude, men det gjorde nu heller ikke noget, da han elskede nattens farver. Det mindede ham om et sæt meget smukke øjne.
Lidt dovent og med en ubehøvlet attitude, sad Xerox med alle sine armbånd, halskæder og halsbånd, klap for øjet og alt det millitæretøj, som han altid gik med.
I ren kedsomhed lagde han hoved tilbage og kiggede op i luften. *jeg kunne virkelig godt trænge til en rød bøf* tænkte han pludselig ud af den blå, selvom han lige havde fået mad, men tanken gik hurtigt over til hvorfor kaniner var som de var, og hvad en pirart ville lave lige nu.

Blain sad under et af træerne med en kuglepen i hånden. Hun tegnede og skrev forskellige ting op og ned af armene på sig selv da der intet var at lave. Hun skulle have været på en date men han havde brændt hende af. Fedt. Hun gad ikke tage hjem til sin veninde for hun ville bare spørge til alt muligt om hvorfor hendes date aldrig kom osv osv... Det var til at blive sindssyg af med alle de spørgsmål nogen gange.
Hun rettede lidt på sin corsagen og det korte skørt på sin kjole mens hun bare sad der på græsset og ventede på ny inspiration til at kunne skrive eller tegne videre på sig selv.

Xerox kiggede sig lidt rundt omkring i græsset, da han virkelig gerne ville lave et eller andet lige nu. Et irriteret suk kom fra ham, da han ikke orkede noget som helst lige nu, så han gled, som en orm ned i græsset.
Roligt rejste han sig op og begyndte at gå rundt i cirkler inden han begyndte at lave yoga, da han bare ikke kunne lade vær med det, Han kedede sig, men ville helst hode det lidt i skjul, da pirater ikke ligefrem vilde bifalde det. Men det var nu det han gjorde, yoga. Imens han tegnede en masse ved håndledet.

Blain rejste sig tilsidst da hun ikke kunne komme på mere at tegne og gik mod den nærmeste udgang men hendes opmærksomhed blev pludselig taget af en der lavede et eller andet der godt kunne ligne yoga. Hun gik derover af ren nysgerrighed og så på fra et træ der ikke var mere end 5meter fra ham. Han så ret anderledes ud men på god måde faktisk. Hun stod bare der lidt før hun vågede sig tættere på ham og tilsidst helt tæt så der kun var en meter imellem dem. "Hej.." spurgte hun nervøst og så ned på ham.

Xerox stod lidt i sine egne tanker imens han lavede yoga, men han havde skam stadig meget fokus på hvor henne han var i verden, og hvem, der kom hen til ham. Han lagde godt mærke til den pige og hver enkelte bevægelse hun lavede.
Indtil videre havde hun ikke gjort noget som helst, men alligevel så gik hans tanker på, hvad hun havde tænkt sig at lave siden hun kom hen imod ham.
Da hun spurgte om noget kastede han en kniv lige forbi hendes hoved. "Hvem er du og hvad vil du" sagde han med sin kolde stærke stemme, og stillede sig meget skødeløst.

Blain gav et lille lavt forskrækket skrig fra sig da en kniv fløj forbi hendes hoved. Hun stod kort som var hun stivnet på grund af chokket. Der var ingen tvivl om at denne dreng var skyggejæger. Det måtte han være så hun skulle passe godt på. "Jeg er Blain. Jeg ville bare se hvad det var du lavede. Og det giver dig ikke ret til at kaste ting efter mig og slet ikke knive!" sagde hun bestemt til ham da hun havde fået controllen over sig selv tilbage.

Xerox kiggede stadig ret så skødeløst over på den pige som var kommet. Da hun ikke bevægede sig fnøst han stort og lettere irriteret over hende. "Man sniger sig heller ikke ind på folk, på den måde, desuden har jeg altid kontrol over mine knive, om du så bevægede dig ville den ikke have ramt dig" forklarede han stadig lidt irriteret og fnøs så. "Har du ikke lært at man ikke sniger sig ind på folk, eller er det bare mangel på opdragelsen?" spurgte han lettere irriteret og knottent, da ingen skulle se ham lave yoga.

Blain så bare surt på ham. Endnu en dreng der bare så hende som irriterende. Hvor var det dog fantastisk. Nej overhovedet ikke. Det var ikke fair på nogen måde det der. "Jeg sneg mig ikke hen til dig. Jeg var nervøs for hvad jeg skulle gøre hvis du blev sådan som du er nu." sagde hun og vendte sig væk fra ham så det blå hår fløj rundt og nok også strejfede ham lidt. Men hun var lige glad. Hun ville helst bare væk men ville ikke virke bange eller svag så stod bare med armene over kors så man kun lige kunne se hendes kunst på hendes arme.

Xerox stirrede blot på hende imens hun stod og ævlede løs til ham imens han bare ville gå væk fra hende, men men blev nu alligevel stående hos hende. Hvrofor tog kvinder det overhoved så tungt når drenge var lidt kolde over for dem.
"altså man kunne jo også bare gå direkte hen til dem man vil snakke med og så er det det." forklarede han og tegnede så en smiley på hans skulder.

"Jamen det kunne jeg ikke bare sådan lige." svarede hun lettere trist. "jeg har nemlig svært ved at stole på folk." hvisked hún stille og så ned i jorden for an ikke skulle se den smerte der kom over at hun var blevet brugt af andre eller var blevet brændt af for en anden der måske var bedre. Det gjorde virkelig ondt med de minder. Virkelig virkelig ondt.

Xerox sukkede lidt inde i sig selv, da han hørte det hun fortalte. "Hey tag det roligt, jeg kender skam godt den følelse. Beklager meget, men jeg er altid forberedt" mumlede han roligt til hende, og klemte så blidt hendes skulder med sin ene hånd.
"Jeg beklager meget, at jeg var sådan, men jeg kender skam kun alt for godt det der, så hvad med vi starter på en ny?" spurgte han roligt til hende. "Mit navn er Xerox hyggeligt at møde dig" sagde han venligt og strakte hånden frem til hende.

Blain vendte ansigtet mod ham og opdagede hvor tæt han egentlig stod på hende. Han var meget flottere tæt på. Det rørte hende meget det han sagde og det var rart at finde en der kendte til de følelser hun havde. Men gjorde han nu også det? Det var et spørgsmål for hende. "Lyder som en god ide." sagde hun og forsøgte med et smil og gav ham hånden efter at have vendt sig helt imod ham.

Xerox klemte hendes hånd blidt, da hun endelig havde vendt sig om for at snakke med hende. "Den følelse af, at ens elskede kommer gående hen til en, men har lavet et baghold er aldrig en rar fornemmelse, da det jo er dem, man stoler allemest på" forklarede han hende roligt og tegnede så en smiley på hendes hånd, da han ikke kunne lade vær, lidt mærkelig måtte han jo være.

Blain nikkede og kiggede ned på hans hånd. Hun følte sig svag ved siden af ham på grund af de minder der kom tilbage. Hun var tæt på at græde men man kunne ikke mærke eller se det på hende. Hun var blevet for god til at skjule sine følelser for andre.
Hun undrede sig da han bare sådan tegnede en smiley på hendes hånd. Det kunne hun ikke helt lade være med at smile over da det var meget sødt selvom det ikke hjalp mere end et par sekunder. "Øh.. tak for smiley'en." sagde hun mens hun så på hans ansigt.

Xerox kiggede på deres hænder, hans var ret stor i forhold til hendes, men det gjorde nu ikke så meget, han var vandt til det nu, da han jo var 2 meter og en centimeter. Han var meget høj i forhold til de fleste mennesker, men det var jo også meget let, hvis nogle ledte efter ham. En høj fyr, med klap for øjet, ikke så mange mennesker sp ud som ham jo, så det var jo noget af det letteste.
Roligt grinede han lidt. "Se du kan jo smile, bliv ved med det, det klæder dig meget mere." forklarede han venligt og hev dem hen til bænken hvor han satte sig slapt ned på den og kiggedeop på himmelen og tænkte helt på Samantha.

Blain fulgte ham bare over til bænken da han ikke så ud til at vide hvad han var. Hvilket passede hende fint. Han orkede ikke en kamp med ham nu hvor hun lige var blevet brandt af. "Øh tak." svarede hun ham så og så på ham før hun satte sig ned ved ham. Hun gav et stille suk fra sig og lænede sig op af ryglænet.

Xerox sad bare virkelig tungt og træt nede på bænken, men satte sig hurtigt i stedet for ned på græsset i skræderstilling og satte sig til at tegne på sin hud. "Så lidt, men brug det nu, et smil er en gave" sagde han uden at kigge på hende.

//Beklager kreasvigt

Blain blev ovarrasket over at høre hvad det var han sagde og nikkede stille. "Det er der vel. Men det er som om folk alligevel ikke kan se det når jeg rent faktisk smiler." sagde hun lettere trist. Hun skulle nok også snart hjem ellers så ville hendes veninde bare tro at hun havde bestemt sig for at "sove sammen" med ham som hun troede hun var på date med.

//er emnet ikke lidt dødt??//

//jo meget//

//Nyt eller hvad??//