Morgengry - Blain

S: Marken
T: Ved solopgang
O: Ingen mennesker men en masse summende insekter
V: Lunt og herligt

Om få minutter ville solen stige op og kaste sit varme lys ud over maken i Tarsala. Marken var fyldt med korn og hvede som bare ventede på at blive høstet. Det ville dog først blive gjort meget senere hvilket også var for det bedste da den lille furry-ugle Woen lå og slumrede imellem kornet. Han havde været på vej hjem men var blevet nød til at lande da trætheden tog over. Han havde været vågen så mange dagtimer i træk at han næsten ikke havde fået noget søvn. Hans uglegen sagde at han skulle sove om dagen og hans menneskegen sagde at han skulle sove om natten. Det var da heller ikke til at finde hverken hoved eller hale i mere.
Woen lå som sagt og sov lige så godt på den bløde jord og havde gjort det i nogen timer. Han havde overhovedet ikke frosset da det var i sommertiden og dejlig lunt. Han havde også sine vinger til at varme sig i da de var kommet til syne sammen med hans halefjer. Hans fjer var ligsom kornet hvilket også kamuflerede ham ret godt. Ikke at det blev forventet at der var nogen i nærheden som han skulle skjule sig for. Hvis det var tilfældet var han ikke så svær at finde endda da han havde en mørkeblå t-shirt og sorte shorts på.

Blain gik igennem kornet der stod til brystet på hende. Det var ret så højt i år. Hun var gået fra sin sovende veninde der lå derhjemme tryg og rolig helt uvidindende om at Blai var stukket af fra hende endnu en gang. Men hun kunne ikke klare at skulle være sammen med nogen idag det gjorde hende bare alt for trist. Hun kunne ikke klare at blive såret endnu engang ikke end´gang i de små ting. Hun var på vej mod et sammenbrud. Hun gik imod midten hvor der ofte var allermest stille. Men da hun nåede dertil opfangede hun en mærkelig lugt. Den lugtede som et menneske blandet med en.. ugle? Af ren nysgerrighed gik hun mod denne mærkelige lugt som ikke var så langt fra hende. Hun så så en dreng ligge og sove. Han havde vinger og halefjer. Han så så fredelig ud og faktisk ret nuttet. Hun holdt sig dog på afstand for ikke at forskrække ham eller vække ham. Hun sad bare der gemt bag kornet og ventede på at han skulle vågne.

Solen var nu nået højere op ig havde allerede sendt få af sine stråler ud. Strålerne bevægede sig langsomt over marken og nåede så til midten hvor Woen var. Han var nu helt oplyst af solen hvilket fik ham til at flakse med øjnene. Langsomt åbnede han dem men havde dem stadigvæk en smule sammenknebet.
"Så lyst..." mumlede han og skjulte sit hoved med sine vinger. Han smaskede en smule under vingerne idet han langsomt var ved at vågne. Han satte sig op og gned sig i øjnene. Han gabte så der kom små tårer i hans øjne som så trillede ned af hans kinder. Han strakte sine vinger som derefter blev til hans arme. Halefjerene var der stadigvæk for en stund indtil også de forsvandt. Han kiggede sig en smule rundt men kunne intet se foruden korn.
"Hvor er jeg...?" sagde han en smule bekymret. Han havde nemlig ingen anelse om hvor han var henne.

Blain kiggede bare på ham imens han var ved at vågne. Hun væltede så ned på røven da drengen så i hendes retning samtidigt med at hans vinger forsvandt. Hun var blevet en smule overrasket da hun faktisk ikke havde hørt om sådan nogen som ham. Hvad var han dog for en? Hun sad helt stille men blev nødt til flytte på sin ene hånd for ikke at falde helt ned og ligge i kornet, det gav desværre en tydelig lyd fra sig. Hun bad til at han ikke havde opdaget hende endnu men det havde han nok alligevel. Hun havde da heller aldrig været god til at være lydløs og forsigtig.

Woen blev en smule forskrækket da han hørte den pludselige lyd men det forsvandt dog hurtigt. Hans instinkt havde nemlig fortalt ham at det muligvis kunne være en mus. Det havde resulteret i at hans vinger samt hans halefjer var vendt tilbage. Hurtigt var han derovre men der var ingen mus i nærheden. Hvad han fandt derimod var en pige som lignede én på hans egen alder.
Han var nu bange for at han havde kommet til at forskrække hende.
"Er du okay?" Han tænkte at det nok havde noget med hans udseende at gøre hvilket fik ham til at vakle bagud. Han smilte så derefter varmt og kærligt til hende.
"Du skal ikke være bange. Jeg gør dig skam ikke noget." Hvis han havde muligheden havde han fået sine vinger til at forsvinde igen men det var altså ikke ligetil. Så meget kontrol over dem havde han ikke. Det ville sikkert lige tage et par år til Ikke engang dér ville han have fuld kontrol over det. Sådan var det bare med furrys. Han havde rejst sig op og stod nu og kiggede på hende. Han stod med armene lidt ligsom en knæler og hans knæ pegede imod hinanden. Hans knæ rystede lidt en smule men det var fordi han stadigvæk var træt.

Blain stank en klump da han fik sine vinger igen og kiggede over på hende igen. Denne gang var hun så opdaget. Hun satte sig bedre op da hun jo var ved at falde længere bagover. "Ja jeg er helt okay." sagde hun og rettede på sin bluse som var ved at glide ned over skuldrene på hende. Det var nu bare meningen at den sorte gennemsigtige bluse skulle sidde på på den ene skulder. Bag den var en top med samme farve som hendes hår og et bælte var rundt om livet på hende for at holde det hele sammen. Ellers var det bare shorts.
"Det er jeg heller ikke. Men hvad er du dog for en?" spurgte hun da hun var ret så nysgerrig efter at få det at vide.

Woens kinder blev en smule pinke i det da han lagde mærke til hvad hun havde på. Hun var meget køn og Woen blev derfor en smule genert. Det blev han som regel uanset hvem han var sammen med.
"Erm... jeg er en ugle. Altså for at være helt rigtigt er jeg en blanding imellem et menneske og en ugle. En furry-ugle." Det var den bedste måde som han kunne forklare det på. Han var jo hverken et menneske eller en ugle. Woen havde stadig ikke fået styr over sin egen krop så han kunne ikke fjerne sine vinger eller halefjer. Han gad dog godt snart få stur på det da han stadigvæk troede at hun var forstyrret af dem. Han stod også på samme afstand som før.
Han syntes bare på et tidspunkt at han burde være en gentleman og hjælpe hende op. Stille gik han hen og rakte sin vinge hen til hende.
"Skal jeg hjælpe dig op?" spurgte han forsigtigt. Nu hvor han var kommet tættere på var farven i hans kinder intensiveret. De var blevet mere røde end før.

Hun nikkede til ham da han jo på en måde var ligesom hende selv. Bortset fra at hun blev helt ulv når hun ville og også ved fuldmåne. Der var det bare ikke godt at være sammen med hende for der kunne hun ikke styre sit varulve-instinkt. "Okay på den måde." sagde hun og smilede da hun ikke var bange for ham eller noget på nogen som helst måde længere. Han virkede derimod meget sød. Men nu skulle hun ikke begynde at få for høje forventninger det kunne jo ende som alle de andre gange hun var blevet for glade for nogen. De for svandt fra hende.
"Det må du godt." svarede hun og tog hans vinge hvorefter hun hev sig op. Han var faktisk også rigtig flot. Hun rettede lidt på sit tøj da hun stod op og fjernede den smule strå der sad på hendes tøj efter at have siddet i kornet.
"Hvad hedder du egentlig?" spurgte hun med et smil.

Woen var ikke særlig stærk men det lykkes ham alligevel at få hjulpet hende op. Han var glad for at hun havde forstået ham og overhovedet ikke var bange for ham. Han hjalp hende med at fjerne strå ved at baske en smule med sine vinger. Det så også ud til at han havde styr på sin krop nu og gjorde dermed sine vinger til arme igen. Han åbnede og lukkede sin hånd et par gange og smilede derefter til pigen.
"Mit navn er Woen Kinsmann. Hvad er dit?" spurgte han nysgerrigt. Enlig var han også interreseret i hvad hun lavede ude på maken på det her tidspunkt på dagen. Han valgte bare ikke at spørge med det samme da han først ville vide hendes navn. Det var ren og skær høflighed.

Blain smilede da han hjalp hinanden op og derefter med at då det forbandede strå væk fra hendes tøj. Det var virkelig sødt af ham at hjælpe hende. "Det er et ret flot navn du har dig. Mit navn er Blain." sagde hun. Hun ville ikke sige sít efternavn da hun ikke ville hænge sig i sin modbydelige familie længere. Hun havde faktisk næsten glemt det efternavn så det var helt fint med hende. "Men må jeg spørge dig om en lille ting? Det er bare af ren nysgerrighed." spurgte hun med et smil da altså ikke kunne lade være med at tænke på hvorfor han havde sovet herude helt alene. Det var da lidt mærkeligt ikke?

Woen undrede sig lidt over hvorfor hun ikke havde fortalt ham sit efternavn men hun havde vel sine egne grunde til ikke at gøre det. Det var måske heller ikke alle der fortalte sit efternavn når de introducerede sig selv. Woen var bare i hvertfald typen som fortalte hele sit navn hver gang. Det kunne vel ikke skade nogen? Han smilte en smule forlegent da hun komplimenterede hans navn. Det var noget som hun skulle sige til hans forældre. Det var jo et navn som de begge havde givet ham. Han var bare rigtig glad for det.
"Tak, dit navn er da også vildt kønt..." *Ligsom dig* havde han allermest lyst til at sige. Woen nikkede til hende da hun vil spørge om noget. *Gad vide hvad det er?* tænkte han for sig selv.

"Tak." sagde hun glad selvom hun ikke rigtigt troede på det. Alle der havde sagt sådan noget til hende havde forladt hende igen. "Hvorfor sov du her ude helt alene?" spurgte hun mere eller mindre nysgerrigt da der jo måtte være en eller anden helt bestemt grund til at man valgte at sove på en mark. Sidste gang hun gjorde det var fordi hun havde været varulv om natten. Det havde ikke ligefrem været det fedeste at vågne nøgen op på en mark. Så var hun desværre nødt til at blive ulv igen for at kunne gå hjem.

Det var en smule pinligt men Woen ville ikke lyve over for Blain. At lyve var simpelthen ikke pænt men nogen gange var det heller ikke pænt at være hudløst ærlig. Man skulle nemlige finde en fin balance imellem de to.
"Jeg er ikke vant til at være vågen i dagslys men min menneskeside bryder sig ikke om at sove om dagen heller. Jeg var på vej hjem da jeg blev nødt til at lande af bar træthed." Woens kinder var mere røde end før. Han var jo ude i stand til at styre den rødmen. Det var vel bare et af hans særpræg.
"Må man så have lov at spørge hvad du lavede herude?" spurgte han venligt. Havde hun mon også sovet derude? Hvis hun havde måtte det godt nok havde været koldt i det lidt tøj hun havde. Måske var hun bare datter af ejeren af marken. Hvis hun var det ville Woen blive virkelig flov. Sådan bare at lande og sove på andres grund og fladmase ens høst. Det var bestemt ikke nogte at være stolt af. Det var vildt pinligt men det var hvad der var hændt. Han måtte jo bare undskylde da han ikke på magisk vis ville kunne gro det han havde ødelagt. Okay så meget var det heller ikkek taget i betragtning af hans størrelse.

Selvfølgelig var det derfor. Det var jo logisk faktisk når han sagde det sådan. Det var jo lidt på en måde som når hun blev varulv. Der kunne hun også ende med at sve de mærkeligste steder selvom det mest var i baggårde, gyder, marker eller skove. Sådan nogle steder hvor det var muligt at gemme sig for mennesker og andre væsener som man kunne komme til at slå ihjel ved et uheld hvis de kom for nær.
"Jeg tog tidligt fra min veninde. Jeg havde brug for at komme lidt væk." forklarede hun men blev så trist da minderne så væltede tilbage. Grunden til hun var gået fra starten af. Hun havde haft mareridt om alt den elendished der var i hendes liv om natten og mindere var så væltet frem så hun var blevet helt vildt trist. Hun havde lige brug for at komme væk fra alle levende væsener som havde en mulighed for at dømme hende.

Det så ud til at Blain havde sine egne problemer at tonse med. Nogen som var lift mere alvorlige end at nødlande i en mark. Woen ville mægtig gerne hjælpe hende og trøste hende men var ikke helt sikker på hvad han skulle gøre. Normalt ville han bare kramme personen som var nedtrykt eller begynde at snakke om problemet. Nu var det jo bare sådan at han lige havde mødt Blain og hun ville nok heller ikke synes om det. Hun lignte dog stadigvæk én som godt kunne trænge til et kram. I stedet sad han bare og fumlede med sine hænder imens han genert kiggede på hende.
"Øhm... har du problemer... med din veninde?" spurgte han lige så forsigtigt. Han ville jo nødigt sige noget upassende eller gøre hende mere ked af det.

Blair så overrasket på ham da han spurgte da hun ikke havde mødt nogen før nu der bekymrede sig for hende. "nej jeg har det helt okay med min veninde. Jeg havde bare brug for noget tid alene...." svarede hun og vidste ikke helt om hun kunne tillade sig at blande ham ind i sine forfærdelige familieproblemer. Men det ville nu være rart at få snakket ud om det selvom woen egentlig stadig var en fremmed for hende.

Så det var altså ikke hendes veninde som hun havde problemer med men nogen andre. Det måtte det være siden hun enlig bare ville være for sig selv. Woen havde dog ikke tænkt sig at gå selv om det var tilfældet. Han kunne simpelthen ikke få sig selv til at forlade hende sådan her. Ikke når hun så så trist ud som hun gjorde. Det var heller ikke sikkert at hun lige ville have Woen til at lade hende være i fred. Ikke siden hun ikke havde givet udtryk for det endnu. Han måtte få hende til at sige noget mere.
"Kunne du tænke dig at snakke om det?" spurgte han venligt og smilte kærligt til hende.

Blain så stadig en anelse forvirret på ham da hun ikke kunne få selv til at tro det hun hørte. "Gider du virkelig at høre på mine problemer. Vi kender jo knapt nok hinanden så hvorfor skulle du have interresse i at hjælpe mig." sagde hun og kiggede ned i jorden da hun bare ikke kunne forstå det. "Der er aldrig nogen der har haft lyst til at spørge til mine problemer før udover min veninde." mumlede hun og havde mest lyst til at gemme sig væk i ren tristhed.

Woen kunne godt forstå at det var en smule underligt at han var så interesseret i hendes problemer når de lige havde mødt hinanden. Noget han så ikke kunne forstå var at ingen spurgte ind til hende med hendes problemer. Altså udover hendes veninde. Det var simpelthen forfærdeligt! Ikke at have nogen andre at betro sig med. Hvad med hendes familie? Woen snakkede altid med enten hans forældre eller hans ældre brødre når han havde nogen problemer. Det bekymrede ham en smule at hun ikke havde nævnt sin egen familie. Enten var det fordi at hun ikke længere havde nogen eller... eller også var de ikke til at betro sig til. Det kunne Woen næsten ikke forstille sig. Alle var vel bare ikke som ham og hans familie men det burde de. Ifølge Woen altså.
"Det vil jeg da gerne... hvis du altså har lyst til at fortælle mig om dem. Hvis du ikke har lyst behøver du heller ikke fortælle mig om dem. Det er bare altid godt at få snakket ud om det. Måske kan jeg hjælpe dig" sagde han vemligt.

Blain nikkede til ham med et lille smil, glad for at han gad snakke med hende om hendes problemer. "Ja men jeg har altså virkelig mange problemer. Det hele er faktisk kun kommet ud af en ting. Jeg er bi og mine forældre syntes virkelig ikke om det. De forsøgte at overtale mig til ikke at være det. Jeg holdte forhold med piger skjult for dem men de opdagede det alligevel en dag og det endte med at de hadede mig og ikke talte til mig i måneder. Jeg stak tilsidst af hjemmefra efter at have forsøgt at få deres tillid tilbage. Derefter blev alting bare værre og værre for mig efter jeg flyttede ind hos min veninde. Alle dem jeg datede var mig utro eller droppede mig til fordel for nogle andre." forklarede hun og mærkede tydeligt hvordan tårerne pressede sig på mens hun lagde hovedet ned på sine knæ og krummede sig let sammen.

Det som Blain fortalte til Woen fik øjnene til at løbe i vand. Det hele var bare forfærdeligt at han ikke kunne gøre andet end at græde på Blain's vejne. Han ville ikke forestille hvordan det ville være hvis det var hans egen familie der havde været sådan over for ham. Det var der simpelthen ikke nogen som fortjente. Overhovedet ikke en så ung og sød pige som Blain. Hun fortjente bedre. Hun var jo bare sig selv. Hvordan kunne det være så svært at acceptere? Hvordan kunne man i det hele taget hade hende? Woen forstod simpelthen ikke hendes forældre. Han forstod heller ikke dem som havde såret hende så dybt. Hvordan kunne man være sådan en smuk pige utro?
"Det der er der ingen der burde gå igennem... det er bare ikke fair" sagde han stadig med tåre løbende ned af sine runde æblekinder. Woen valgte at kramme hende da hun så ud til at trænge vildt meget til det nu.

Blair svarede ham ikke da hun ikke vidste hvad hun skulle svare tilbage til ham. Hun var bare så trist og havde tårer løbene ned ad sine kinder så hun turde ikke at tage hovedet op da hun nok ville se ud som om hendes makeup var smeltet. Hun tor gerne imod hans kram.men først uden at lægge sine arme om ham. Men tilsidst gjorde hun da hun vidste at han virkelig følte medlidenhed med hende. Hun lagde derfor sit hoved ind mod hans bryst og holdt sig tæt inde hos ham for at føle den medlidenhed han gav hend og tryghed. Det var.meget lang tid siden hun sidst havde følt at nogen tog sig af hendes problemer og ikke bare undgik at hjælpe hende.

Det måtte virkelig have været hårdt for Blain. Woen ønskede bare at han kunne overtage noget af hendes smerte i stedet for hende selv. Det var dog ikke muligt og det vidste han godt. Det stoppede ham dog ikke i at virkelig ønske det. Woen holdte hende bare og toppen af hans øre blev ret så varme efter noget tid. Det gjorde hans ansigt også i den grad. Woen vill bare ønske at han kunne hjælpe hende med andet end at være en trøst. Hvis han havde modet havde han også bare taget over til hendes forældre og fortælle dem én ting eller to. Det var dog bare ikke hans plads til at gøre sådan noget. Hvad ville de ikke også tænke om ham. Det ville måske heller ikke endda hjælpe noget som helst. Det var heller ikke smart bare at blande sig i andres problemer. Det var personerne som det indegik der selv skulle løse dem. Man kunne vel godt bare hjælpe dem på vej. Det var der ikke noget galt i. Det ville dog først og fremmest være en god idé at kende Blain bedre at kende. Det var det som han kunne gøre og så støtte hende.
"Det skal nok gå... nogen vil få øjnene op for dig. De vil altid være der for dig og aldrig forlade dig. De findes... det gør de altså" sagde han bestemt.

Blair svarede ham ikke da det i hendes hoved ikke passede. Hun havde forsøgt og forsøgt men der intet der havde virket. Selv da hun fandt nogen der virkede til at holde af hende så opdagede hun at de var sammen med andre bag hendes ryg da hun ikke var god nok til dem. Men det gjorde mest ondt fordi de havde løget om at de havde elsket hende. Hun kunne ikke klare mere og stolede heller ikke på nogen. Men der var noget med woen der fortalte hende at han ville hjælpe og være der for hende. Hun puttede sig længere ind til ham for at mærke den varme følelse af at der var en som tog sig af at hun fandtes.

Woen lod hende putte ind til sig inden han valgte at holde hende ud for sin krop så han kunne se på hende igen. Han tog den ene hånd og tørrede hendes øjne. Hendes make-up var løbet en smule men det så ikke så slemt ud endda. Hun så stadigvæk lige så køn ud som hun havde gjort før. Woen tørte også sine egne øjne og gave Blain et varmt og kærligt smil. Det ville også klæde hende bedre med et smil. Et smil klædte endda alle bedre. Smil kunne til tider være magiske og gøre folk glade. Det havde én af Woens storebrødre engang sagt. Han kunne bare ikke lige huske hvem af dem der havde sagt det. Det var vel enlig også bare lige meget. Pointen var at smil = godt. Måske ikke lige hvis de var på et falsk grundlag eller ment som noget ondskabsfuldt. Det var de smil som man helst skulle undgå. Woen havde dog ment sit og ville bare gøre Blain glad. Det fortjente hun og meget mere endda.
"En smuk pige som dig fortjener bedre. De fjolser ved ikke hvad de går glip af. Hvad siger du enlig til at jeg invitere dig hjem hos mig én af dagene? Jeg ved godt at det lyder en smule underligt når vi lige har mødt hinanden. Jeg mener bare at du fortjener en dag hvor du vil blive puslet om og holdt af. Du må også invitere din veninde hvis du har lyst."