Arrruuuuh - Blain

S: byen
T: aften
O: paniske mennesker
V: klar nattehimmel

Der var skrig, panik og rædsel i den fredelige lille by i Mikelia. Det var ellers en så smuk aften. Stjernerne lyste klart, ingen skyer på himmelen. Problemet var bare, at der var fuldmåne. Det betød varulve tid. Alle varulve var kommet frem, og ødelagde alt på deres vej.
Dog var der kun en varulv i denne by indtil videre. En kæmpe stor han, som var høj, bred, stærk og lyn hurtig på sine poter. Han sprang rundt, hvor han ødelagde alt på sin vej.
Ingen havde regnet med at han kom, for han var helt ny i byen, så rædslen var blevet endnu større denne gang. Stakkels små mennesker ville han nok tænke i menneskeform. Men lige nu var de mad og legetøj.

Blain var helt ude af kontrol som hun løb igennem byen som en næsten blå ånd med den farve hendes pels havde. Hun ødelagde alt på sin vej biler, cykler, hegn, alt hvad hun kom i nærheden af havde spor efter hun havde været der den nat. Men ødelæggelserne var større end de plejede da hun denne gang blev draget af alt den vrede hun havde i kroppen som bare var blevet lavet om til et ren dyrisk bæst som ikke kunne stoppes af nogen og heller ikke af en anden varulv. Ingen ville kunne stoppe hende og det var også det der gjorde at hun løb direkte ind i en anden varulv som også var ved at ødelægge byen.

Jaquars var irriteret over, at hans familie havde været så skide irriterende på det sidste, så han måtte bare komme ud med den frustration han havde i sig. Pelsen han bar var sort og brun, og den brune var i mange forskellige farver, dammen med en helt lyse smaragd grønne øjne.
Da en hunvarulv løb ind i ham, kom han med et kæmpe brøl, hvorefter han væltede hende ned på jorden, og blot stirrede på hende imens han prustede ud af næsen. Hvorfor skulle en blå ulv som hende ramle ind i ham? Kunne hun ikke se sig for?!

Blain hylede som hun blev væltet ned på jorden og så vredt op på den hanvarulv der var over hende. Hendes øjne lyste tydeligt af at hun var virkelig vred og mest af alt bare ville smadre flere ting selvom det var tydeligt for hende at hun ikke gjorde sådan noget normalt. Hendes blik kunne næsten have lyst rødt men de blå øjne afslørede også en stor indre smerte som hun gemte bag vreden.

Jaquaers kiggede på hende med et skævt hoved og et "huh" på ulvsk, inden han så lagde sig ned på hende, da han vidste, at hun nu ikke ville kunne stikke af fra ham. Det nemmeste nogensinde at gøre. Lig dig på noget hvis det ikke skal løbe væk. Det var seriøst surt hvis det var et menneske eller en bold. Så sagde det splat. Hvad der virkelig var trist.
Derefter nussede han blidt sin snude mod hendes øre, for at dige, at han kunne se, at der var noget helt galt. Var hun i konflikt med sig selv? Det ville egentlig være rart hvis nogle kunne snakke lidt med ham, siden han var ny her.

Blain snerrede som han låste hende under ham. Det var irriterende at han skulle holde hende fast på den måde hvor hun ikke kunne flygte videre og ødelægge mere. Hun havde behov for at komme af med de følelser hun havde lige nu. Men mærkeligt nok beroligede han hende som han nussede sin snude imod hendes ene øre. Hun så forvirret op på ham da intet gav mening for hende længere. Kærlighed var ingenting værd længere og det var venskaber heller ikke. Intet virkede som det skulle længere.

Jaquaers smilede lidt triumferede ved dette her. Hun var endelig fanget! Muhahahaha!!! Hvis han så bare blev liggende sådan til de blev mennesker så var det jo perfekt. For de skulle løbe væk fra menneskerne, og der ville han hjælpe hende.
Jaquaers nussede hendes øre blidt videre, og gav hendes kind så et kort slik, inden han nussede hendes øre videre, og prunkede til hendes pote med sin. Da et menneske så kom mod dem knurrede han højlydt og virkede ufattelig truende og beskyttende overfor den blå varulv.

Blain knurrede højt af ham da han tog sig den frihed at slikke hendes kind. Han skulle ikke tror han kunne gøre det og derfor fik hun også lynhurtigt vendt rundt på dem så han lå hende. Hun kunne ikke overvindes hvis der var noget som ikke passede hende imens hun var så vred som hun var. Hun knurrede af ham kort da han bare var som alle andre mænd. Hvorefter hun stak af i fuld fart gennem byen med tårer i øjnene. Han havde bare sat alle hendes vrede og ulykkelige følelser igang igen.

Jaquaers kom med et kort knurren, hvorefter han lagde hoved på skrå, da de var vendt om. Derefter kiggede han forvirret efter hende, hvorefter han rejste sig op på alle fire poter, og satte i løb efter hende.
Han var desuden større og hurtigere end hende, så hurtigt fik han dem til at rulle rundt, inden han lå oven på hende med vuggende hale, og rejste sig så bagefter op, for at sige, at han ville følge efter hende hvis hun løb, men han ville ikke have hun blev siddende på jorden på den måde.

Blain snerrede højt da hun blev rullet rundt på grund af den dumme hanvarulv som ikke kunne lade hende være. Han var bare så irriterende og fik alle de dårlige følelser tilbage i hovedet på hende gange 10. Hun kunne ikke mere og brød sammen under ham. Hun kunne ikke mere. Ikke flere onde mennesker eller væsener. Hun snerrede højt mens tårerne flød ned af kinderne på hende selvom hun ikke flyttede sig da hun alligevel nu havde fået sig et sammenbrud.

Da Jaquaers endelig var oppe at stå igen kiggede han undrende på hende. Hvorfor blev hun liggende på den måde? Og hvorfor græd hun? Forvirret kløede han sit øre med sin pote, hvorefter han nussede sin snude blidt op af hendes ryg, inden han lagde sig ved siden af hende, og nussede hende blidt ved øret for at trøste hende. Snart ville det også være løbetid, hvor de skulle væk fra byen inden de blev slået ihjel. Det mest akavet ville nok være, at de begge var nøgne på det tidspunkt, men det virkede til, at han måtte slæbe hende væk her fra.
Et lille piv og et trist blik kom så, da hun virkede trist, og lagde så forsigtigt en pote om hende imens han prøvede at trøste hende.

Blain skubbede ham væk fra sig med et blik der sagde at hun havde givet op. Livet var ikke noget værd længere og det havde det aldrig været for hende. Da han så forsøgte at trøste hende rejste hun sig og begyndte at gå op i bjergene hendes menneskelige følelser havde taget over for det monster der i virkeligheden ville herske her så det var virkelig slemt det her. Hun gik roligt imens hun bare følte hele sin krop blive tungere og tungere nu længere væk fra byen hun kom. Og det var også snart på rette tide da solen endelig stod op igen og hun lå der hvor hun var startet som ulv. Tæt på Edw stribe af tøj hun havde smidt undervejs. Hun følte sig ynkelig...

Jaquars rykkede sig tæt på hende igen, da hun havde skubbet ham væk fra sig. Med det fik hun et lille piv fra ham og et trist blik, for at sige, at hun skulle ikke ligge her og være trist.
Selvom hun ikr ønskede det, så fulgte Jaquars alligevel roligt efter hende, dog ikke ved siden af, men lidt længere bagud.
Da han så endelig blev menneske skulle det går hurtigt. "Hør du kan ikke ligge her og dø af kulde eller sf menneskerne." Forklarede han hende bestemt, inden han hev hende op på sin ryg, og begyndte at gå raskt hjem til sit lille hus.
Han kæmpede konstant med ikke at tænke på, at de begge var nøgne, da det var ubehøvlet overfor hende, og han var lidt ligeglad med om hun så hans muskuløse krop.

Blain gav ikke andet end små klynk fra sig da hun bare lå på jorden og også tilsidst blev båret hjem til en som hun ikke engang kendte. "jeg er lige glad for jeg er kun til for at andre har en de kan snyde eller være utro... Jeg er intet værd for nogen længere . Så gør det med som du vil..." sagde hun stille med en stemme som tydeligt sagde at hun havde opgivet alt form glæde og håb i sit liv nu...

Jaquars var overrasket over at høre de ord, som rent faktisk kom ud af denne piges mund. Derefter tog han en dyb indånding. "Mit navn er Jaquards. Jeg beskytter dig fra nu af. Så du ikke slå dig selv ihjel okay? Jeg vil ikke lade det ske overhoved." Forklarede han hende med sin dybe kraftige stemme, og fik så åbnet døren op til sit meget lille hus.
"Jeg har kun et soveværelse, så jeg sober på gulvet, så du kan få sengen." Forklarede han venligt, hvorefter han lagde hende under sin dyne, og fandt lidt tøj frem til dem begge, inden han satte sig hos hende. "Her tag dette på så du ikke fryser." Forklarede han roligt.

Blain begyndte bare at grine af hans ord lige så stille. Den der med at nogen ville beskytte hende havde hun hørt så tit at det ikke længere var til at stole på. "som om du kan holde det... Du ville ikke være den første som ikke kunne holde sine ord overfor mig og du kommer garanteret til at glemme alt om som alle andre. Jeg er ligegyldig..." sagde stadig grinende da hun havde sig et let anfald.
Hun lagde sig bare som han havde lagt hende da hun følte alt lige meget. Hvorfor havde han i det hele taget taget hende med hjem. Hun fik så pludselig ideen til hvorfor og vendte sig rundt imod ham. "hvorfor skulle jeg dog tage tøj på mag du garanteret kun vil have min krop." sagde hun og lagde sig bare til at vente på at gjorde som de fleste andre.

Jaquars pressede øjnene hårdt sammen. "Stop med det okay? Jeg vil ikke høre mere om det der! Du kender mig ikke så døm mig ikke før du har lært mig at kende!" Sagde han i en lettere bestemt tone, og følte næsten at tårerne kom frem i øjnene.
Han tog roligt nogle boxers på og bagefter nogle slidte sorte bukser på, imens denne pige blot lå i hans seng. Han kiggede så chokeret over på hende med helt røde kinder. "Det der er slet ikke gået ind i mit hoved overhoved! Jeg vil aldrig udnytte en pige! Det er da noget af det barbariske!" Sagde han bestemt, inden han satte hende op, og gav hende sin hvide skjorte på, og rakte hende så nogle af sine boxers. "Der er snor i dem så du kan stramme dem til" forklarede han imens han blik var væk fra pigen.

Blain tav bare med et suk som var noget opgivende og som afslørede alt om at ikke stolede på nogen som helst længere. Folk forlod hende altid eller var hende utro for ingenting. Hun var ingenting og det havde hun aldrig været overfor nogen som helst.
Hun lod ham bare sige hvad han ville og give hende tøj på som var hun dukke. Hun bar også efterhånden bare blevet en dukke helt uden nogen form for lyst til at leve. "så siger vi det..." sukkede hun lettere mistroisk da hun ikke troede på det han sagde til hende. Hun tog imod hans boxers men lagde dem bare ved siden af sig og lagde sig ned igen med ryggen til ham.

Jaquars var virkelig trist over hvordan denne pige var. "Hvad er dit navn?" Spurgte han hende venligt om, bare for at skrifte emnet over på noget andet. Det var virkelig trist ikke at have livsglæden på den måde, og han blev egentlig også ret så sur på hende over det. Folk havde det værre, og alligevel bar hun den hysteriske.
Jaquars rødmede videre og rømmede sig kort, inden han kiggede lettere omgivende på hende. "Hør du får underlivsbetændelse hvis du ikke tager dem på." Forklarede han hende lettere irriterende, og gav hende dem så selv på, da han snart ikke orkede denne kamp længere.

Blain sukkede over at han faktisk overhovedet var interesseret i hendes navn. "blain men det burde have været pain hvis det skulle passe til mit liv... Der er ikke andet end sårende ord og folk." svarede hun trist og begyndte at få tårer i øjnene af at fortælle om sine følelser.
Hun sad bare endnu engang med et trist blik da hun ikke syntes hun betød noget som helst længere for nogen så hvad betød underlivsbetændelse? Ingen ting i forhold til den smerte hun endnu engang gik igennew.

Jaquars grinede svart over det med Blain Pain. "Okay det var altså ret godt fundet på Blain... Men hør" sagde han så lidt mere alvorligt efter lidt morskab. "Du har bare været ufattelig uheldig, og derfor har du fået alle de nedture okay? Det har intet med dig at gøre overhoved." Forklarede han roligt.
Jaquars sank så en kort klump, da det virkelig havde været akavet for ham, at give en nøgen pige tøj på, som ikke var hans søster. Det var ren tilvænning med hans søster, men ligefrem på en fremmed kvinde? Det virkede akavet.
Forsigtigt lagde han sig så ned ved siden af hende, og hev Blain så tæt ind til sig i sin stærke ,varme, beskyttende favn. "Prøv at få sovet lidt Blain." Sagde han så roligt til hende, imens han forsigtig nussede hendes ryg.

Blain gav straks et tydeligt tegn på at hun bestemt ikke syntes det var morsomt sådan han mente det åbenbart var. "så forklar hvorfor jeg altid har været den der har fået skylden for alt ting siden jeg blev stor nok til at forstå hvad skyld var! Jeg er og forbliver ingenting..." forklarede hun og var meget tæt på græde mere men hun holdte det tilbage lidt endnu. Eller indtil hun ville bryde sammen.
Hun lå bare stille som han lagde armene om hende. Han kunne nok godt mærke at hun spændte hver en muskel i sin krop for ikke at græde. Men endte med at græde helt ulykkeligt da hun ikke kunne holde det tilbage længere.

Jaquars kiggede roligt ud i mørket, imens han lyttede til Blains brokkeri, og lyden til om der kom nogle for at slagte dem. Ufatteligt at hun ikke var bekymret over det på noget tidspunkt! Hun var og blev lidt af et mysterium for Jaquars.
"Fordi de fleste folk er for svage til at indrømme at de har begået fejl og skam. Så er det altid nemmere at putte skylden over på de uskyldige sjæle som vil det gode på jorden." Forklarede han hende roligt uden videre at være irritabel på hende.
Jaquars krammende hende så tættere ind til sig, og lagde så begge arme om hende imens han sagde beroligende lyde. "Hør vi er af samme race, så jeg er nok den der vil kunne forstå dig mest. Du kan være helt rolig i mit nærvær Blain." Forklarede han hende venligt imens.

Blain var ligeglad med om nogen fandt dem for det betød at hendes forfærdelige liv ville ende og mere kunne hun nok ikke bede om. Der havde aldrig været andet end kaos i hendes liv. Gråd var en stor del da hun altid var blevet forrådt og misbrugt.
Hun svarede ham ikke da hun ikke troede på at det kun kunne være sådan. Den var ret din tanke han havde men hun kunne ikke tro at det kun var andres skyld siden hun var endt i så mange problemer.
Blain flyttede sig væk fra ham og rullede sig sammen da han sagde det. "det har så mange andre sagt men de forlod mig alligevel for ingenting. Jeg skulle bare bruges kort for dem og bagefter var jeg ligegyldigt. Sådan var det også med den sidste jeg troede jeg kunne stole på..." græd hun stille imens hun bare lå der helt ynkeligt sammenkrøllet.

Jaquars gav hende et lille hop på sin ryg, inden han kiggede smilende på hende. Roligt nussede han så sin næse mod hendes kind, hvor han så rettede blikket ligeud igen. Måske kunne hun være den rette til det? Det ville være dejligt at have det løst allerede nu. Det skulle være dejligt hvis det faktisk var. Men han var fuldkommen imod det selv, så han var meget i tvivl lige nu.
"Hør hvis nogle giver dig skylden for intet at have gjort, så er de svage og nogle idioter okay?" Sagde han så mere roligt til hende, bare for at få det printet ind i hendes hoved.
Jaquars hev hende op i sine arme, hvor han bare sad med hende der i noget tid uden at sige noget. "Ingen af dem er varulve vel?" Spurgte han hende så efter noget tid, hvorefter han lagde dem begge helt ned, og puttede dynen godt over hende, og sørgede for, at hun lå og lyttede til hans rolige hjertesag imens de lå her.