Arrruuuuh - Blain

Blain gad ikke at svare ham på da det han sagde jo slet ikke passede. Alle var så nogle idioter! Både mænd og kvinder. Alle havde forrådt hende venner familie kærester... Hun var ingenting for dem. Kun noget der af og til kunne bruges.
Hun så ikke op som hun snøftende lagde hovedet ind til hans bryst og begyndte at ligge sig tættere på ham. "selv varulve har forrådt mig..." svarede hun stille og græd videre da alle hendes problemer bare hobede sig op og ville ud af hendes krop men hun holdte dem tilbage da han garanteret var ligeglad ligesom alle de andre.

Jaquars kunne ike fatte, at der faktisk var en person, som vat så ulykkelig som hende. Hvordan kunne Blain overhoved være så trist? "Skal jeg bide hovederne af dem alle sammen?" Spurgte han hende så venligt om, hvorefter han hev hende op i sine arme sim en brud i stedet for, at skulle bære hende på sin ryg. Det gjorde det også nemmere, at nusse hendes pande forsigtigt med sin næse. Blain ville nok også opdage så, at han kun kiggede på hendes hoved, og ellers ud i naturen. Øjnene kom aldrig ned på hendes nøgne krop.
Jaquars krammende hende så tættere ind til sig. "Så har du været uheldige ved de varulve søde Blain. Måske skulle du komme med mig til mit sted. Der er vi alle i samme båd. Om vi er nye eller ej." Forklarede han hense venligt, og nussede blidt hendes hår væk fra hoved, hvor han så kyssede hendes hår.
"Kom ud med at vreden Blain. Få det alt ud nu så du kan komme videre." Forklarede han hende roligt, og knugede hende godt ind til sig, hvor han lukkede øjnene i.

Blain svarede ham ikke selvom hun ønskede dem døde kunne hun ikke. Det var umuligt for hende at dræbe nogen af egen fri vilje da det ikke var det hun stod for. Hun ville ikke være som alle andre og sådan havde det altid været. Hun ville faktisk hellere være et menneske. De blev ikke til en ulv ved fuldmåne som ødelagde alt omkring sig.
Endnu engang svarede hun ikke. Hun troede ikke på at sådan et sted kunne findes for i hendes hoved kunne det bestemt ikke findes.
Hun rystede på hovedet da hun ikke turde fortælle om sit ynkelige liv efter alt det der var sket for hende. Han ville umuligt kunne tro hende. Ingen ville tro hende.

Jaquars havde for længst accepteret, at han var en varulv, og han hærgede ting til de var ødelagde. Han ville meget hellere være denne stærke varulv, end han ønskede at være et udueligt menneske. De var hverken stærke eller gjorde noget rigtigt. "En varulv kan du altid se hvad de føler. Det går ikke med mennesker." Citerede han uden at tænke på det fra sin far. Det var så også roligt. En varulv viste hvordan de var ved fuldmåne, det viste også om de var villige til at være sammen med deres partner, eller om de var utro. Mennesker var lumske og snu, så derfor kune du aldrig se hvad de egentlig tænkte.
Jaquars klemte hende længere ind til sig. "Hør jeg lytter gerne til det, så kan di få det bedre, og så ser jeg måske på et tidspunkt et sødt smil fra dig." Forklarede han venligt, og man kunne høre, at han intet havde imod det.

Blain ignorede det bare da det han sagde ikke passede. Det gjorde det ikke for hende eller andre. Han kunne godt droppe det med at prøve at gøre hende glad på den der måde for det virkede altså ikke.
Hun nikkede roligt og begyndte så bare fra starten. Om hvordan hendes familie havde skubbet hende væk fra sig efter at vide at hun var til begge køn. Hvordan hun flygtede for ikke at skulle udstødes mere end hun allerede var. Hvordan kærester og venner forlod hende til fordel for andre de knapt nok kendte. Alt det hun havde af sorg kom ud også hvor meget hun hadede at dræbe og ødelægge som varulv.

Jaquars stoppede kort op ved et træ, hvor han stillede hende op af det, og kyssede så hendes snude blidt, og kort hendes hals, hvor han holdte hende tæt ind til sin varme krop. "Smil lidt Blain. Et kønt ansigt bliver endnu kønnere ved et smil." Sagde han og fik kort tårer i øjnene af de ord. Det var de sidste han jo havde givet til en han holdte meget kært.
Derefter han han hende på ny op i sine arme.
Jaquars knugede hende mere og mere ind til sig. Det var virkelig trist at hære over det der skete i hendes liv. Det endte med at hun til sidst var så tæt, at de ikke kunne komme tættere på hinanden. "Blain?" Startede han så op hvor han så sank en klump. "Hvad med at komme med mig til et sted hvor du er accepteret? At være til begge køn er ikke noget at skamme sig over overhoved. Og de venner... Hvad tænker de dog på?" Spurgte han lettere forvirret.

Blain så undrende på ham da hun faktisk havde regnet med han ville begynde at udnytte at de begge var nøgne men han begyndte at snakke om et smil hun ikke kunne få frem. Det smil hun før havde haft havde forladt hende for længe længe siden. "jeg har ikke længere noget smil..." mumlede hun da hun ikke kunne finde det længere. Det var forsvundet fra hende.
Hun græd stille men den gråd forsvandt lige så stille af at have fortalt det hele. "jeg tør ikke..." mumlede hun stille da hun ikke turde at være sammen med flere. Hun turde ikke komme tit på folk.

Jaquars kiggede lidt sørgmodigt på hende over det svar han fik. Forsigtigt nussede han sin næse mod hendes, og stod så sådan med hende hvor hans øjne var lukket roligt i. "Jeg skal nok give dig et smil så. Det lover jeg dig." Forklarede han hende venligt som et løfte, og kyssede så hendes pande igen. Selvom han havde været tæt på at kysse hende på munden.
Jaquars knugede hende langt ind til sig, og kyssede hendes pande nu igen. "Jeg er der også. Hvad med vi lærer hinanden bedre at kende lidt, og så tager du beslutningen? Men tro mig du vil virkelig nyde det sted. Du vil blive behandlet som en prinsesse der." Forklarede han hende med et varmt smil.

Blain kunne ikke tro ham da så mange andre havde lovet hende ting men uden at give hende dem i virkeligheden. Hun lagde bare hovedet til siden som han forsøgte at kysse hendes pande. Hun kunne ikke stole på flere længere.
Hun hørte ikke rigtig hvad han sagde da hun var ved at falde i søvn efter alt den snakken om hendes modbydelige liv. Det endte med at hun lå og sov ind mod hans bryst.

Jaquars ville ikke give slip på Blain, og forstod nu godt hvorfor hun trak hoved væk fra ham. Hun var sikkert træt af alt det med at skulle stole på folk. Måske skulle hun have mødt hans lillesøster inden hendes død, men det var nok forsømt nu.
Jaquars lå blot roligt og krammende hende, imens han blidt nussede hendes ryg og hår. Det var helt okay, at Blain faldt i søvn i hans arme. Så var hun måske også lidt roligere når hun vågnede op igen.
Han blev så liggende helt stille med hende, da han nødigt ville vække hende op fra sin søvn. Hun havde det nok lidt bedre inde i drømmeverden lige nu.

Blain havde det bestemt ikke bedre med sin søvn da alle hendes minder byggede sig op og blev til et grusomt mareridt hvor alt og alle bare gjorde alt for at gøre hendes liv forfærdeligt. Hun var fanget og kunnet ikke vågne. Billeder af alt det hun havde været igennem fløj gennem hendes hoved. Sorg, blod, utroskab, ødelæggelse. Hun lå og pev i søvne og kom med små spjæt som var hun igen med at flygte s sin drøm eller andet.

Jaquaers kiggede lidt undrende på Blain, da hun begyndte at pive lidt i søvne. Hvorfor begyndte hun både at spjætte og pive på den måde?
Roligt begyndte han så at ruske lidt i hende, imens han kaldte på hende. "Hey Blain vågn nu op!" Bad han mere bestemt om, og satte hende så op i sine arme hvor han ruskede mere i hende.

Blain begyndte stille at græde i søvne da hun ikke hørte Jaquars blide stemme men i stdet hørte hun kun en som blev ved og ved med at råbe grimme ting om hende. Hun var ingenting heller ikke noget i hendes drømme var hun noget.
Da hun så endelig vågnede var det med et sæt hvor hun skyndte sig at flytte sig fra ham. hun havde glemt alt at have mødt ham. Hun lyste frem med ren rædsel da hun havde fået flyttet sig ned i hjørnet af sengen hvor hun krummede sig sammen. Men efterhånden fik hun hukommelsen om ham tilbage og krummede sig denne gang sammen fordi hun var flov over at have reageret sådan overfor ham.

Jaquars blev mere og mere bekymret for Blain, siden hun virkede til at have fået et angstanfald inde i sine drømme. Hendes fortid måtte virkelig have sat kæmpe åbne ar i hendes sjæl. De blev nok meget svære at fikse, men det var vigtigt at de blev lukket i. Det skulle nok blive en udfordring Jaquars skulle klare.
"Shhh shhh rolig nu. Rolig nu det er bare mig." Beroligende han hende om konstant i gentagelser. Da hum så krøb sammen lagde han armene om hende, og knugede hende dybt ind til sig imens han vuggede hende i sine arme.

Blain lagde sig ind til ham uden at tænke over at hun knapt kendte ham. Hun havde alligevel været igennem smerten af at blive efterladt flere gange så dette ville ikke være første gang hun prøvede det. Hun kendte følelsen så det gjorde ikke noget at blive efterladt endnu en gang.

Jaquars krammende hende roligt ind til sig, imens han nussede hende blidt videre på hyggen. "Rolig Blain. Jeg er her. Jeg skal nok beskytte dig." Sagde han venligt, hvorefter han satte dem begge op, og fandt noget frem i sin skuffe.
Derefter tog han den ene på, og gav hende rolig den anden halskæde på. "Dens betydning er; at man altid holder sit løfte for den person der har den anden halskæde. Ellers vil jeg blive vanæret i 2 år og derefter tortureret til døde. Mit løfte til dig er at jeg aldrig vil skade dig, men beskytte dig." Forklarede han hende med et alvorligt blik, så hun kunne vide, at han holdte sit ord.

Balin lagde sig ind mod hans bryst og holdt efterhånden op med at snøfte som han trøstede hende. Han var nok den første der kunne få hende til at falde til ro så hurtigt.
HUn så undrende på den halskæde han havde givet hende om halsen. Hun forstod ikke hvad han mente da ingen ville kunne holde det som han lovede hende lige nu. Hun kunne slet ikke tro på det han sagde da det var fuldstændig åndssvagt.

Jaquars holdte hende konstant i sine arme, også selv da hun var stoppet med at græde, og virkede til at være rolig igen. Han ville blot være helt sikker på, at hun var helt okay. Desuden var det også en rar følelse at have en så lille kvinde i sin store stærke favn.
Jaquars kiggede bestemt på hende. "Blain forstår du det. Jeg lover dig det med mit liv lige nu. Om du så forlader mig og kommer tilbage her til, så er mine arme altid åbne for dig. Jeg lover dig dette med mit liv." Forklarede han hende igen, så hun måske forstod hvor alvorlig han var lige nu.

Blain lagde hovedet imod hans bryst og blev bare siddende sådan i lang tid da hun ikke kunne tro det. Hun kunne desværre ikke stole på sådan noget længere lige meget hvordan han fortalte det. Hun kunne ikke selvom hun gerne ville. "Undskyld..." sagde hun og blev bare siddende helt stille da hun virkelig ikke brød sig om ikke at kunne stole på nogen.

Jaquars sad blot og krammende hende videre, hvor han så roligt lagde dynen rundt om hende, så hun ikke begyndte at fryse lige nu. Han kunne rigtig godt lide at nusse sådan med hende. Det var virkelig hyggeligt og afslappende at sidde sådan her med hende. Især fordi hun havde den svage luft af varulv, som var helt vildt dejlig.
Jaquars smilede så venligt til hende, hvor han så nussede hendes næse med som. "Hey jeg beviser dig det så. Du skal ikke undskylde overfor mig overhoved søde. Det er forståeligt nok at du ikke stoler på mig. Så jeg skal bare kæmpe mig op til sin tiltro." Forklarede han hende venligt, og smilede varmt til hende imens.

Blain havde ikke lyst til at svare da hun var bange for at såre Jaquars med sine ord om slet ikke at kunne stole på nogen som helst længere. Det ville være nemmere for hende fra nu af bare at lade sig styre som en dukke og sige ja til alting. Men det kunne hun ikke.

Jaquars nussede hendes kinder blidt med sine tommelfingre, og skubbede hendes hår blidt væk. "Hør jeg forstår godt du ingen tiltro har til mig overhoved. Sig dine ærlige meninger, så sårer vi ikke hinanden. Hellere sandheden end en løgn, om det så ikke var det svar jeg tænkte på, så sig hellere din mening okay?" Forklarede han hende venligt, inden han hev hende ind til sit hjerteslag, og vuggede hende blot. 
"Jeg har lovet med mit liv, så sig mig imod hvis du ønsker det." Forklarede han hende venligt.

Blain nikkede stille og begyndte at falde til ro af hans lyde af hjerteslag.det beroligende hende meget så hun ikke græd eller snøftede længere. Men hun kunne stadig ikke give ham alt sin tillid. Det var for meget for hende endnu. "jeg kaN ikke stole på nogen særlig nemt og slet ikke nu... Men jeg kan forsøge" svarede hun stille men så ikke op på ham.

Jaquars nussede hendes hår blidt videre imens han sad med hende i sin favn. Roligt puttede han sit hoved blidt ned i hendes hår, hvor han vuggede hende blidt i sin favn.
"Tag det bare roligt Blain. Jeg forstår dig godt med dette her. Hvis du vil have det bedre med jeg fortæller noget om mig selv eller noget i den stil hvis du skal fortælle mig noget, så gør vi det. Du siger bare hvordan du vil have det forgår." Forklarede han hende venligt med et smil, hvor han blidt kyssede hendes hår blidt.

Blain så op på ham med et blik som var næsten ynkeligt. Hun så så trist og ulykkelig ud. Man ville ikke kunne sige nej hvis hun spurgte om noget. "Jeg vil gerne føle mig elsket igen men det er ikke noget du kan give mig." Mumlede hun og tog hovedet ned igen så hun så ned i skødet. Hun kunne ikke bare bede nogen om at elske hende. Og slet ikke når hun ikke selv elskede personen det ville være ondt.