Arrruuuuh - Blain

Jaquars kiggede roligt med et varmt smil på hende, hvor han roligt nussede hendes hår blidt med sin hånd. Hun så faktisk ret så kær ud som hun lå der i hans arme og så helt skrøbelig ud.
"Og hvad får dig til at tro, at jeg ikke kan give dig det? Du er allerede en dejlig pige, så jeg ved med garanti at jeg falder for dig på et tidspunkt." Forklarede han hende venligt, og kyssede blidt hendes pande. "Jeg er i hvert fald allerede blevet glad for dig nærvær" forklarede han hende venligt, og man kunne tydeligt se og hører på ham, at han skam mente det.

Blain tænkte ikke rigtig mere over hvad hun gjorde eller sagde da det jo altid gik galt når hun tænkte for meget over ting. "Så bevis det overfor mig... Du kan gøre hvad du vil.." Svarede hun stille men meget bestemt da hun mente det helt seriøst. Hun ville have han bevidste alt.

Jaquars nussede hende roligt i håret imens han ventede på hendes resultat af denne samtale. Dog blev han meget overrasket over hendes ord.
"Som du ønsker. Jeg vil allerede gøre det klart for dig med det samme. Jeg vil ikke udnytte hverken dig fysisk eller psykisk. Jeg vil gøre alt for at gøre dig lykkelig, give dig hvad du ønsker dig. Og så får du tit af hvide hvor smuk du er okay?" Spurgte han hende venligt om, og kyssede hendes kind meget blidt.

Blair havde ikke ment han bare skulle fortælle om det men også noget. Vise hende at han kunne lide gennem sit kropssprog og ikke kun med ord som jo altid kunne lyve. Han ville nok ikke være i tvivl om at hun var utilfreds med det han sagde og gjorde nu. Det var ikke nok for hende.

Jaquars grinede blidt over at hun virkede utilfreds over det han havde gjordt. "Søde vidunderlige Blain, det var jo kun for lige at få det på det rene. Jeg starter skam først nu" grinede han flad, hvor han så løftede hende op i sine arme med dynen. Gik ind i stuen, satte hende der med dynen om sig. "Fjernbetjeningen er lige her, så se lidt film mens jeg laver dig noget at spise og drikke" forklarede han hende venligt, hvor han blidt kyssede hendes pande, og gik så ud for at lave stor morgenmad Til hende.

Blain følte sig slet ikke som om hun hørte hjemme her. Hun burde tage hjem selvom hun virkelig ikke ville. Hun havde ikke lyst til at tage hjem til virkeligheden.
Stille sad hun så bare og så tv mens hun bare blev mere og mere sulten af den lugtbaf mad som var i hele huset i løbet af kort tid.

Jaquars skyndte sig så hurtigt han kunne, og kom så ind med alt maden til Blain, som sad på en fin bakke, hvor der også var der en sød rose i en lille vase. "Her har du din morgenmad søde" sagde han glad, og satte alt klar til hende, så hun egentlig kun skulle tage maden og spise den.
"Kunne du tænke dig et bad bagefter? Eller jeg henter noget bestemt?" Spurgte han hende venligt om med et varmt smil på læben.

Blair så på maden men fik det bare værre og værre indeni. Hun ville bare ødelægge alt hvis det her kom videre. Han virkede jo bare som en tjener for hende og det kunne hun slet ikke klare. Hun rejste sig og løb ud af døren. "Jeg kan ikke det her..."sagde hun bange for at ødelægge alt.

Jaquars kiggede overrasket på hende, hvorefter han hurtigt løb efter hende. "Blain!" Råbte han helt forbløffet, og fik så lige akkurat fat i hendes hånd, hvor han fik drejet hende ind i sin favn, hvor han blot holdte hende tæt indtil sig.
"Undskyld jeg gjorde noget forkert. Beklager meget det sker ikke igen. Slap helt af og tag det roligt. Dyb indånding, og så går vi tilbage igen. Om det så skal være hjemme hos dig, så gør vi det. Men tag det nu roligt og giv det en chance. Der sker intet som går galt. Det lover jeg dig" de sidste ord blev sagt imens hendes hoved var i hans hænder, og han kiggede hende direkte i øjnene. Forsigtigt lænede han sig frem for at kysse hende, men holdte igen tæt på hende, og kyssede hendes næse.

Blain havde tårer løbende ned over sine kinder da hun virkelig ikke kunne gøre det her imod ham. Hvorfor skulle han straffes bare fordi han ville hjælpe hende. Det ville ikke være fair. "lad mig hellere gå... Det er bedre du glemmer alt om mig... Jah bringer ikke andet end problemer for andre og mig selv... Undskyld..." svarede hun med gråd i stemmen mens hun så væk da hun ikke kunne se på ham.

Jaquars kiggede roligt ned på hende, imens han holdte hende godt ind til sig imens han roligt nussede hendes ryg, hår og vuggede hende blidt i sine arme.
"Blain. Jeg har allerede mistet alt lykken, i det jeg så dig kunne jeg mærke et flig af den lykke, så jeg vil hverken lade dig gå alene på jorden eller glemme dig." Forklarede han hende lidt mere med en bestemt tone så hun kunne forstå hvad det var han forklarede hende.

Blain sagde ikke men lod sig bare falde ind til ham. "okay..." hun havde givet helt op med alt dette. Hun kunne ikke mere nu. Hun var helt færdig med det at tænke og føle selv. Det gav jo kun problemer.

Jaquars holdte hende virkelig godt ind til sig, hvor han kyssede hendes pande blidt.
"Stop med at tænke for meget over tingene. Hjernen skal ikke være fornuften i dette her Blain." Forklarede han hende roligt, og tog så roligt sin skjorte af og lagde dem om hende så hun ikke begyndte at fryse for meget.
"Kom lad os gå ind igen inden du bliver alt for kold" sagde han venligt til hende, inden han begyndte at gå hjem til hende med armene omkring Blains krop.

Blain sagde ikke noget og gjorde ikke noget for at sige ham imod længere. Hun lod ham bare styre hende så hun gik de samme veje som ham. Hun kunne bare blive ved med at være sådan resten af livet også skulle hun nok ende med det hun ønskede. Ingenting.

Jaquars kiggede lettere bekymret på hende, da hun virkelig var nede i kuldkælderen lige nu. Det var da godt hun ikke var kommet hen til en fyr som virkelig bare ville udnytte alt ved hende. Det ville jo høje helt forfærdeligt.
Da de var kommet indenfor igen krammede han hende godt ind til sig. "Alt skal nok blive okay nu Blain. Det skal jeg nok sørger for" forklarede han hende venligt, hvor han så blidt kyssede hendes pande igen.

Blain gik ind i stuen igen da hul blev ræv ned på gulvet igen. Hun kunne ikke tillade sig at lade maden gå til spilde selvom hun slet ikke var sulten. Det ville ikke være fair. "

Jaquars kiggede undrende på hende, hvor han så smilede varmt til hende. "Blain du behøver ikke at spise maden hvis du ikke har lyst til det" forklarede han venligt imens han satte sig på hug ved siden af hende og lagde hånden på hendes skulder, hvor han gav hendes skulder et lille klem.

Blain spiste det færdigt som hun havde taget og rullede sig så ind i den dyne fra soveværelset som stadig lå på sofaen. Hun frøs og havde det både dårligt psykisk og fysisk. Hun havde det generelt ikke godt med alt det der var sket og følte mest af alt at hun udnyttede Jaquars.

Jaquars smilede varmt til hende, da hun puttede sig op i sofaen. Roligt satte han mere varme på huset. Derefter gik han roligt ind til hende, efter selv lige at have stoppet noget ned i munden. Roligt satte han sig ved hendes hoved, hvor han fik hevet hende lidt op på sine lår, hvor han derefter blot begyndte at nusse hende blidt i håret.
"Du minder mig lidt om min søster" hviskede han meget svagt. "Der er bare noget ved dig der er anderledes og gør mig mere vild med dig." Roligt kyssede han blidt hendes pande og smilede blidt.

Blain lå og anede ikke hvad det var at hun skulle sige eller gøre meget mere. HUn følte sig bare som en dykke som blev styret rundt og rundt af forskellige personer hele tiden. Måske skulle hun bare give op på kærligheden i stedet for at fortsætte sådan her. Så mange gange havde hun tænkt over selvmord men denne gang var den trang større end nogensinde...

Jaquars kiggede lettere trist på hende, derefter lagde han roligt panden mod hendes og lukkede øjnene lidt i. Hvor han sårfeber noget tid kiggede på hende igen. "Det skal nok gå.. Tag det roligt jeg skal nok være lige herfor dig Blaim." Forklarede han hende venligt, og lod sin hånd glide lidt igennem hendes smukke hår. "Du behøver ikke at tro på mig lige nu, men jeg skal nok bevise det overfor dig så du kan stole på mig." Forklare han hende roligt med et lille smil på læben.

Blain rejste sig stille fra ham og gik roligt mod døren. Hun kunne ikke bare blive her og gøre ting værre for ham. Det kunne ikke være bekendt når hun selv vidste hvordan det måtte være. Eller hun havde da en idé om det. "jeg kan ikke blive her..." sagde hun lavt før hun løb ud af døren hvor hun skiftede til ulv og løb langt op i skovene. Måske var det dumt men hun gad ikke livet længere.

Jaquars sad stille og kiggede lettere forvirret på hende, da han ikke anede hvad hun skulle op for. Dog måtte han hurtigt rejse sig op og løb efter hende. "Så er vi sgu på den igen" sukkede han med et lille smil, inden han forvandlede sig til en varulv, og jagtede hende. Hun kunne løbe så tosset hun ville til hun blev træt af at løbe, og han kunne trække hende tilbage.
Jaquars løb en lille smule bag hende, og nød egentlig lidt af løbe en tur da han elskede det, og kunne løbe virkelig langt, så hun kunne løbe så tosset hun ville, han ville hive hende hjem igen.

Blain løb så hurtigt hun kunne og sig ikke tilbage før hun var langt oppe i bjergene hvor hun lagde sig i en kold hule. Hun ville ikke ligefrem blive her i verdenen så hvis hun blev syg så kunne det rage hende.
Hun lå bare og snøftede da hun bare ville have at hun klemte alt det der var sket gennem hendes liv. Hun ville have et normalt liv igen hvor hun stolede på folk...

Januars stoppede med t løbe, da han kom til hulen hvor Blain var løbet ind i en hule. Roligt gik han så der ind, hvor han i noget tid blot og stod, inden han gik hen til hende, hvor han lagde sig op af hende, han sagde intet eller gjorde noget. Han lå bare ved siden af hende, så hun kunne mærke at han lå der og psykisk støttede/trøstede hende.