Forrådt igen - Cäsa

S: midt på pladsen
T: eftermiddag
O: folk og boder
V: støvregn

Alle gik rundt med paraplyer slåået op eller andet lignende da det støvregnede og senere ville komme til at øse ned. Men ingen af de mange boder stoppede med at sælge deres varer. Lidt vand stoppede ikke sælgerne. Blain gik igennem regnen med en stor pose med varer under en paraply. Hun havde ikke haft lyst til gå udenfor efter hvad hun havde set her forleden dag. Den dreng hun troede hun kunne stole på have forrådt hende ligesom alle andre. Hun havde regnet med at casä ikke ville være hende utro når nu han havde spurgt om hun måske vllle giftes med hende. Men hun var inegting for ham og det havde hun slet ikke været. Han havde barfe givet hende falske forhåbninger.

Det var virkelig ærgerligt, at det støvregnede i dag. Vejret havde været så dejligt, da han havde været på stranden for nogle uger siden, men i dag skulle det ikke være sådan. Han var også virkelig forvirret, for uanset om han havde ringet til Blain, ringet på hendes dør og kaldt på hende, eller ledt efter hende i byen, så havde hun ikke været nogle steder. Han havde sendt hende sms'er og havde lagt breve under hendes dør, men stadig intet.
Så i dag gik han rundt for i håb om at kunne finde hende i dag. Han forstod ikke hvorfor hun ikke kontaktede ham.
"Blåt hår. Blåt hår." Mumlede han for sig selv konstant imens han ledte desparat efter hende.

Blain stoppede ved en bod og slå sin paraply ned så hendes lange lyseblå hår kom til syne for alle dem der var i nærheden. Roligt fik hun sine varer uden overhovedet at kigge op på kvinden der solgte hende det hun skulle bruge. HUn ville ikke alsløre sit ansigt for nogen da det var tydeligt at hun havde grædt i dagevis. Håret dækkede også for det meste af hendes ansigt og krop så heller ikke det afslørede hende.
Roligt efter sit køb slog hun paraplyen op igen og gik hjemad igen hvor hun kun forventede at Cäsa endnu en dag ville komme og ringe på. Hun gad slet ikke snakke med den forræder.

Cäsa prøvede ihærdigt at kigge under alle paraplyerne, men det var virkelig svært at finde det blå hår Blain havde. Dog fik han et virkelig dejligt syn, da han pludselig så det flotte blå hår igen.
Han løb så lidt hurtigt om bag hende, hvorefter han lagde hånden på hendes ene skulder. "Blain hvorfor undgår du mig?" Spurgte han dybt forvirret, og gik så hurtigt op foran hende, så hun ikke kunne løbe hjem så hurtigt uden han kunne stoppe hende.

Blain så forskrækket Cäsa da hun hørte hans stemme og afslørede med det samme sit forgrædte ansigt. "Jeg gider slet ikke at tale med dig fordi du ved det allerede selv!" sagde hun og kæmpede for ikke at græde igen men det var bestemt ikke nemt når han stod lige foran hende. HUn ville bare væk og hjem og være alene.

Cäsa kiggede helt forvirret på Blain, da hun virkede vred og trist. Men hvorfor blev den sat på ham?
"Blain jeg forstår ikke hvad du snakker om. Hvorfor græder du dog?" Spurgte han lettere forvirret, og lagde så sine hænder på hendes kinder, og stillede sig tættere på hende.

Blain rev sig løs af ham og så vredt på ham. "hvor våger du overhovedet at røre mig!? Du ved godt hvad du har gjort!" Du går og kysser andre udover mig! Jeg troede vi var kærester! Jeg stolede på dig!..." hun brød sammen i ren gråd over alt det hun sagde til ham. "Du er ikke bedre end de andre som du fik mig til at tro! Du er ligesom dem!"

Cäsa sprang chokeret tilbage over Blains vrede ansigt og måde lige nu. Han satte hænderne op til sig og kiggede overrasket på hende.
"Sig mig hallucinere du eller hvad? Jeg har da ikke en skid kysset nogle andre end dig Blain!" Sagde han lidt mere irritabelt, da han ikke ville beskyldes for andre ting som han ikke gjorde.

Blain kunne umuligt undgå at græde mere end hun allerede gjorde selvom vreden nu dækkede over hendes gråd så der kun var en masse tårer af den.
"tror du jeg ville lyve omkring at have ret dig sammen med en anden når jeg selv er blevet forrådt så mange gange!? Jeg tager aldrig fejl af folk jeg kender! Og du ved godt hvorfor!?" råbte hun næsten af ham. Han vidste godt hun var en varulv så hun kunne genkende folk på deres duft og ingen har samme duft.

Cäsa kiggede bestemt på hende. Hvor hænderne var knyttet sammen og øjenbrynene presset mod hinanden med en sur mine.
"Hør er du sur over jeg var på standen hvor en varmere skvattede over mig? Er det det du kan lugte eller hvad? For Gud skyld Blain jeg lavede intet med den vampyr! Du har ikke ville snakke med mig fordi jeg fald i snak med en kvindelig vampyr, som kom til at åbne et sår i min hånd. Der skete jo intet ud over snakken og at vi fik ordnet min hånd!" Sagde han bestemt, da det trods alt var sandt nok.

Blain så vredt på ham da det slet ikke var hende hun tænkte på. Hun vidste godt at det var en fejl men det at hun havde set ham sammen med woen helt lovely dotely. +det er ikke hende jeg taler om! Jeg snakker om woen! Jeg så jer!" sagde hun virkelig vredt.

Cäsa kiggede lettere omgivende på hende. Derefter rettede han sig op igen. "Hør jeg har kontaktet dig konstant fordi jeg netop ville snakke med dig om. Men du vil netop ikke snakke med mig selvom jeg har ville snakke med dig om det." Forklarede han hende lettere opgivende.

Blain vendte ham ryggen med et mens hun tørrede tårerne væk. "du ved tydeligvis ikke hvordan det er for mig at finde sin kæreste som i forvejen var noget jeg troede jeg aldrig ville kunne få igen efter alt det jeg har været igenne, stå med en anden!? Det gør ondt virkelig ondt! Jeg troede ikke du kunne finde på det!" græd hun og begyndte at gå væk fra ham.

Cäsa gik bestemt efter Blain. Han ville ikke skilles med hende på denne her måde. "Hør Blain det er ligesom derfor jeg ville snakke med dig. Jeg forstår godt du er vred på mig, men lige efter det skete, så ved du jeg stod ude foran din Dør for at snakke med dig om det, og ikke vente en måned eller to med det." Forklarede han hende i et mere roligt tonelege.

Blain svarede ikke da hun var ved at eksplodere indvendigt over at han ikke kunne finde ud af at slå op med hende før han begyndte at flirte med andre. Det var det som gjorde mest ondt på hende.

Cäsa stoppede på ingen måder med at følge efter hende. "Hør Blain. Jeg ville altså ikke have gjort det imod dig, jeg anede ikke det overhoved villle ske. Og beklager jeg er virkelig ked af at det skete okay. Jeg troede aldrig det ville ske okay." Sagde han virkelig undskyldende til hende.

Blain stoppede op og begyndte at snøfte mere og mere. "jeg troede jeg kunne stole på dig men jeg tog fejl... Man kan slet ikke stole på nogen som helst..." græd hun og satte så i løb hjem. Hun ville ikke se eller høre på ham længere. Tænk at hun havde givet ham alt det hun kunne også forlod han hende bare. Han havde ellers lovet at blive hos hende. Efter dette kunne hun nok aldrig stole på nogen igen.

"Blain lyt nu på mig. Jeg beder dig. " bad Cäsa hende lettere bønfaldende om, hvor han rakte sin arm ud efter hende, men pludselig skulle hun sætte i løb. Hurtigt løb han efter hende, og fik hevet hende ind i en gyde, hvor han stillede hende bestemt op af væggen.
"Du lytter jo aldrig til mig Blain for fanden! Lyt nu for en gang skyld!" Sagde han lettere vredt ni.

Blain så rædselsslagen på ham da han ligefrem hev hende og stillede hende op af en væk. Hun blev pludselig bange den dreng hun ellers havde været så glad for og som hun havde kunnet stole på. "lad mig gå! Jeg gider ikke høre dine undskyldninger! Jeg troede vi var sammen og du kendte til omkring halvdelen af de ting som er sket for mig! Tænk at du ikke kunne stoppe dig selv og tænke at pigen du er sammen med faktisk ville få et sammenbrud hvis du bare forlod hende ved at være utro! Giver det mening for dig at være sådan!" råbte hun da hun var gået over til ikke at kunne se det retfærdige i det han sagde.

Cäsa var ret så arrig på Blain lige nu. Han skulle sgu ikke være den eneste, som fik skylden for alt det her. 
"Blain lyt nu!" Skreg han så arrigt. "Hver gang jeg siger noget til dig tror du ikke på mig. Hvor gang jeg forklare dig noget lytter du ikke til mig! Hvordan fanden tror du jeg har haft det i nærheden af dig hver gang jeg ville fortælle dig noget godt. Du har aldrig troet på mig. Så hold kæft med det der!" Snerrede han til sodst hvor han blot skreg at hun skulle holde sin kæft lukket.

Blain kunne ikke længere stoppe sine tårer da det var umuligt nu. "Jeg har virkelig forsøgt at tro dig men når man er vokset op med en familie som konstant løj og som forråder en tilsidst bare fordi de ikke synes om en og med kærester og venner somm konstant sætter en til side eller lyver om hvad de skal fordi man ikke er noget som helst så giver man tilsidst op med at tro på nogen lige meget hvor godt man kan lide dem og hvor man kæmper for at tro på dem!!!" råbte hun og håbede at forstod hvad hun mente.

Cäsa sukkede lidt over hende, og faldt så lidt ned i stedet for at være så arrig mere. "Men hvorfor så bare ikke fatte når jeg konstant har gentaget ting. Du burde prøve at lytte lidt mere til folk end bare at være inde i din verden, for man bliver altså træt af at blive nedstemt konstant Blain." Sagde han så roligt til hende, selvom han godt vidste hun ikke ville lytte til ham.

Blain tog hovedet i hånderne og græd mere mens hun faldt ned. "Jeg forsøger virkelig at lytte og jeg høre det du siger men der er hele tiden en stemme i mit hovedet der siger du lyver som alle andre... Jeg ville gøre alt for at komme af med den følelse..." svarede hun mens hun gled ned af væggen og endte med at sidde på den våde asfaldt som var i gyden.

Cäsa stirrede roligt på hende, dog uden smil eller nogen følelse i øjnene. "Ignorer den stemme. Jeg bliver ved med at hære en stemme om at jeg skal dræbe mig selv, men har jeg prøvet at dræbe mig selv endnu?" Spurgte han roligt, men måtte tage en stor dyb indånding for ikke at blive vred igen. 
Dog hev han hende op fra den våde asfalt, og hev hende ind i sine arme. "Lad vær med at sætte dig der. Du bliver bare syg." Mumlede han roligt til hende. 
Cäsa sukkede så roligt. "Hør jeg ville have fortalt dig det med det samme, så vi ikke ville have gået rundt sådan her i lang tid. Jeg ville ikke holde det inde og så stadig gå rundt som om jeg havde to liv Blain." Forklarede hav hende venligt.

Blain skubbede sig let væk fra hans arme da det gjorde alt for ondt at være i hans arme. "jeg kan ikke bare skubbe de følelser jeg har for dog væk så det gør ondt når du er her..." mumlede hun stille mens hun så ned i jorden. Hun ville bare have dette overstået og flygte. "lad os stoppe her og gå hver til sit... Jeg kan ikke klare mere nu..." svarede hun og virkede mest af alt død i sin måde at stå og tale på.