Normalt elskede Alice at være på stranden, men i dag var der umenneskeligt meget støj omkring hende. Der var sat op til det helt store photoshoot ikke så langt fra hende. Lyset og de mange mennesker afslørede at det var et vigtigt shoot. Normalt ville hun finde det spændende, det var trods alt det hun levede af. Men lige nu gav det hende stress. Det tog arbejdsroen fra hende og mindede hende om at hun ikke ville kunne stå model før hendes sår på ryggen var væk.
Hun havde fået en lang og meget nedgørende tale om at hun skulle passe bedre på sig selv, at hun ikke bare kunne gå rundt og opføre sig tosset. Hun havde trods alt ikke en krop der kunne klare flere fejl. Hun var blevet så vred, men hun havde ikke sagt noget, hun ville trods alt gerne beholde sit job.
Alt var med andre ord som det plejede. Folk stilte meget højere krav til hende end hun kunne leve op til, men ingen tog sig endnu af at hun kun fik det værre og værre af alle de skrideballer og nedgørende kommentarer hun blev ved med at få med sig på sin vej.
Hun lukkede blokken, lagde den og blyanten i sin sorte skuldetaske, rejste sig og svang tasken over skulderen. Hun gik mod shootet, et venligt smil brede sig på hendes læber. Hun holde sig lidt på afstand og stod blot og så på modellen i beundring. Hun var dygtig og ingen tvivl om at hun var en smuk pige, men Alice følte sig ikke synderligt betaget af hende. Det var som om hun manglede noget... Eller også var det bare misundelse over ikke selv at kunne være med?
