Apotekeren - Snow

S: Strøget
T: Lige Før Solen Bryder Frem (Daggry)
O: Ingen
V: Vindstille Og Køligt
P: Inderst En Sort Robe Med En Grå Med Krave Udenover. Til Sidst En Større Og Hvid Kåbe.
(Det Samme Som Avataren) Alt Som Går Ned Til Anklerne.

Det var helt stille ved daggry på strøget og der var ikke et øje at se nogen steder.
Det ville dog ikke varer særligt længe inden solens ville stå op og hvorved den så ville sprede sit Guddommelige lys og fordrive nattens skygger. Da ville gaderne så småt begynde at komme til live og mennesker såvel som andre væsner ville atter spadsere gennem strøget. De ville måske endda ligge mærke til det nye apotek. Det nye apotek hvilket så helt normalt ud udadtil men gemte på meget mere end som så. Apoteket havde et specielt rum som kun folk med særlige behov for behandling eller eliksirer havde adgang til. Man kunne få de mest mærkværdige ting der. Blodtabeletter, UV-resistens creme, instinktnedsættende piller og meget meget mere. Der var ikke så meget igen for mennesker da det som sådan ikke var ejerens målgruppe. Ejeren af det nye apotek var en erfaren alkymist og healer som lige var flyttet til byen. Hans mål var at hjælpe diverse væsner som søgte at tilpasse sig menneskernes miljø uden alt for meget besvær. Så godhjertet og mild som han nu var så han det som sin opgave at hjælpe alle og enhver som havde brug for det. Han var jo trods alt en hvid engel. Englen Cáldor.

"Så det var vist den sidste..." sagde Cáldor lettet da han havde brygget den sidste smertelindrende eliksir. Han havde brugt det meste af aftnen på at brygge eliksirer så han kunne være klar til at åbne butikken. Cáldor var lige flyttet til byen og var lige så spændt som han var nervøs på hvad den havde at byde ham. Efter at have hældt bryggen op i nogen flasker begav han sig til at rydde op. Det var et værre rod men ikke noget der ikke var til at håndtere. Hans bog med diverse opskrifter blev lukket sammen og sat på dens sædvanlige plads. Nat-Apoteket var nu klar til i aften imens at Cáldor endelig kunne få åbnet Morgen-Apoteket ovenpå. Inden han gik op for at åbne det ville det nok være en god idé at få taget sig et bad. Han skulle jo nødigt skræmme sine kunder væk med den skarpe lugt af urter og medicin.
Efter badet lugtede han nogenlunde bedre. Lugten af medicin var til gengæld ikke så stærk længere. Hans lange hvide hår blev sat op i en hestehale og Cáldor iklædte sig først en tynd sort robe, så en grå med krave og til sidst en stor hvid kåbe til at holde sig varm. Det var jo trods alt vinter selvom det godt nok ikke sneede. Der var stadigvæk nogen timer til at han kunne åbne. Han ville nok kunne få tiden til at gå med at stable op på hylderne i butikken ovenpå. Hvilket var hvad han så gjorde.

Nede af gaden gik en pige med høj fart på og irriterede skridt. Gadelysene gjorde hendes skygge lang mens hun efterhånden nåede til faktisk at småløbe ned gennem strøget. Hun var forfulgt af sin latterlige x der bare ikke ville fatte at hun heller ikke efter et halvt års ventetid ville komme tilbage til ham. Han var en nar og et svin som kun var ude på at have sex med hende og hun gad bestemt ikke give sig til ham efter de ting han havde gjort imod hende. Han havde slået hver gang hun gjorde noget som ikke passede ham eller bare fordi at han mente det var sexet når hun led. Han havde misbrugt hende til sex mens han i virkeligheden havde haft tre andre forhold samtidigt med hende. Sikke en nar!
Det endte med at han løb op og fangede i et brydertag da hun stod foran en eller anden ny medicinsbutik. "kom nu snow! Jeg slår ikke denne her gang!" sagde han for at få hende med mens hun bare slog og sparkede ud efter ham. Men hvad nyttede det når han havde låst hende så hun ikke kunne bruge andet end sine ben. "slip mig! Slip mig for helvede! Jeg vil ikke have en skid med dig at gøre!" råbte hun desperat efter at få noget hjælp da hun sagtens kunne se andre mennesker men de tog sig ikke af det der skete. Gik bare videre som om det der skete var helt normalt. At en pige råber op og slår og sparker er normalt det var sgu sindssygt at tro!

Cáldor var lige ved at tabe alle de pilleglas han havde i favnen da han hørte spetaklet udenfor. Nysgerrig såvel som bekymret lagde han hurtigt det han havde i hænderne fra sig og gik straks imod døren. Fra hvad han kunne se var det hvist en kvinde som var i problemer. Der så ikke ud til at nogen kom hende til undsætning så hurtigt fik Cáldor svunget døren op og trådte til.
"Vil De straks frigøre hende!" sagde han bestemt imens at han med sine to meter og otte tårnede højt over manden. Uden at vente på svar tog han om mandens arme og frigjorde selv kvinden som han havde haft i et form for brydergreb. Det var bestemt ingen måde at behandle en kvinde på.
"Sig mig er det sådan man behandler kvinder nu til dags? Når en kvinde beder Dem om at give slip har man som en sand gentleman pligt til at give slip." Cáldor tog derefter meget blidt i kvindens håndled imens at han selv gik ind foran hende for at skærme hende.
"Nu da det er sagt bliver jeg desværre nødt til at bede Dem om at gå. Skulle De så vælge ikke at lytte er jeg derefter nødsaget til at ringe efter politiet. Så hvad bliver det?" Cáldor ønskede helst at ingen var nødsaget til at slås. At slås var jo trods alt en forfærdelig og barbarisk måde at løse sine problemer på. Især for en engel som Cáldor.

Snow var overrasket over at der rent faktisk var en som kom hende til undsætning. Hun så op på ham med et taknemmeligt blik og gik straks om bagved ham selvom hun vidste det var svagt af hende ikke at kunne klare det her selv. Men hendes eks var trods alt sindssyg og ekstremt voldelig. Hun kunne miste livet hvis han blev alt for arrig.
"Du skal bare blande dig helt udenom!! Dette er ikke din kamp!!" råbte hendes eks og kastede sig over manden der var kommet selvom han var mindst 20 cm højere end ham selv. "Politiet!! Min bare!!" Han var fucking ligeglad med politiet. De kunne alligevel ikke stoppe ham.

Selv om manden voldeligt kastede sig over Cáldor holdt han sig standhaftigt på benene. Faldt bagover ville det jo også gå ud over kvinden som var godt skærmet bag ham. Cáldor sukkede over manden valg om at være voldelig og tog ham dermed under armene og løftede ham væk fra sig selv.
"Jeg støtter ikke nogen former for vold og har aldrig gjort. Jeg beder Dem nu igen om at genoverveje dit valg og tage hjem i al fredelighed" sagde han roligt. Han havde godt på fornemmelsen at han nok ikke var typen som lyttede til fornuft... det gjorde vel bare ikke noget at prøve? Cáldor havde altid prøvet at se det gode i mennesker uanset hvor åndsvagt og grufuldt de end måtte opføre sig. Var han ude af stand til at se det og var nødsaget til at gribe til vold... så var det hvad han gjorde, meget modvilligt.