Dømt til at dø - Xerox

S: En meget tom gade...
T: Sent om aften
O: Mørke, tomhed og en klam mand?
V: Stjerneklart men en smule køligt.

Alice rullede med øjnene af den lamme scorereplik, den klame stoder brugte for at få hende til at følge med ned af den mørke gade og "hjem til ham".
"Så fuck dog af! Hvad er det du ikke fatter i sætningen "Du er klam, jeg gider dig ikke!" råbte Alice irriteret og skubbede ham endnu engang væk fra sig. Det var for ulækkert at han bliv ved med at røre ved hende. Han kunne ikke behandle hende sådan, det nægtede hun at finde sig i.
"Hvis det skal være på den måde" svarede han tydeligvis sur over Alice's opførsel.
Han greb fat i hendes håndled og rev hende med hen af jorden. Først da gik det op for hende hvem... eller nok nærmere hvad han var! "SLIP MIG!" skreg hun håbløst. hun vidste alt for godt at hun ikke ville kunne slippe fra ham.
Ud af ingenting var vreden bluset op i ham og hun blev kylet gennem luften og kurrede hen af jorden hvor efter hun smadret hovedet ind i en skraldespand. Hun kunne ikke længere mærke sine ben og hele hendes ryg bande. Hun kunne sværge på at den var blevet flænset op af brugstenene og gruset der udgjorde gaden. Det undrede hende at hendes hjerte kunne bange så hurtigt når hun tydeligvis var så godt som død! Blodet flød ud af hende!
Han så på hende, med øjne der glødede af vrede og ikke mindst sult. Hun havde altid vidst at de røde øje skulle blive hendes død, men hvorfor nu, det var ikke sådan hun havde planlagt det. Et skengert skrig undslap hendes læber da han samlede hende op fra jorden og en enkelt tåre trillede ned over hendes kind. Hun havde aldrig været mere bange end hun var netop nu.

Dette sted var virkelig klamt! Xerox var blevet sat på en opgave for første gang uden sin afføde makker James. Dette var en prøve for at se hvordan han kunne klare det uden sin makker, så han kunne arbejde solo. Han nægtede i den grad at arbejde med en ny person, og at være skyggejæger var jo hans liv så han skulle arbejde solo!
Denne opgave var at fange en totalt klar stodder, som havde i lidt over en måned lokker mindst en pige om dagen med sig, hvor han havde hevet dem med sig til et helt alene sted, of så var han dem eneste, der var gået levende fra det.
Den højeste klan havde syntes det var vildt underligt, så han havde fået den opgave. De regnede ikke med at han kunne klare det, så nu skulle han fandeme vise dem hvordan tingene skulle være!
Han hørte så et skrig, og sprang ned fra et tag, og begyndte så at løbe mod lyden inden ham endelig kom til det. Han stod så med sin pirathat, alle sine kæder, sine tegninger på kroppen, og sine støvler samt kvindn i hånden. Hurtigt var han henne og hive pigen ud af hans arme, og lagde hende forsigtigt på en skraldepose hvorefter han straks begyndte at angribe sin modstander. "Hvor vover du at gøre det dit monster!" Snerrede han, og væltede ham så ned hvor han så satte sig på ham, og begyndte så langsomt at skære i ham. Det nyttede jo ikke noget at han slap billigt fra dette her!

Alice så knap hvad der skete, hun forstod ikke hvem denne anden person var hun mærkede kun at han flyttede hende og da hun lå ned blev det ekstremt svært at holde øjnene åbne. Hun følte sig svimmel og at se manden med... Pirathatten? Oh well. At se ham skære i det monster der havde angrebet hende gav hende lyst til at kast op. Det gik ikke længe før svimleheden vandt over hende og hendes øjenlåg blev for tunge. En meget svag lyd der skulle have været et råb om hjælp slap over hendes læber og alting blev sort.

Xerox skar så kort efter halsen over på denne klamme stodder, og stak den ned i hans hjerte, hvorefter han rejste sig op, og gik over til hende. "Selvfølgelig skal hun besvime nu..." Sukkede han ophovnede, hvorefter han tog hende op i sine arme.
"Bare rolig der sker dig intet nu" sagde han lettere træt, og gik ned i en kælder, som han låste. Nu var de sikre på der ikke skete dem noget overhoved.
Xerox lagde hende så i en seng, hvor fødderne på sengen var forsvundet. Der blev hun så lagt på maven, hvor han begyndte at lappe hendes ryg sammen, og rensede den blidt, inden han vendte hende om, og tændte nogle stearinlys, så hun kunne se når hun vågnede.

//Senere//

Alice missede med øjnene inden hun forsigtigt åbnede dem og blev mødt af et syn hun ikke havde ventet. Hun satte sig hurtigt op og gispede stille mens hun tog sig til hovedet. Det var måske ikke den bedste beslutning. Hun lukkede kort øjnene til svimmelheden forsvandt og så sig forsigtigt omkring. Hvor i al verden var hun?
Hun tog sig til ryggen, hendes bluse var revet op på ryggen og sårene føltes som om de var syet sammen, men for helvede hvor gjorde det ondt! Hun så undrende på sine fingre, sårene blødte heller ikke? Hvem havde... Var det ham der?

Xerox kom roligt tilbage til hende med et smil, hvor han så rettede en vanddunk mod hende, og nogle piller. "Her tag det her. Det er piller mod smerterne. Ham den klamme stodder er her ikke længere, så tag det helt roligt. Jeg har heller ikke set andet end din ryg og skrammer intet andet." Beroligede han hende venligt, og tog så sin hat og klap af, så hun kunne se begge hans øjne i stedet for kun det ene.
"Forresten så hedder mit navn Xerox, og jeg er skyggejæger, så jef er en af de gode" beroligende han hende om at han ikke ville skade hende eller ødelægge hende.
"Dine sår skal forresten vaskes og renses morgen og aften, og så skal du nok lade en endnu mere professionel end mig. Så jeg ville nok gå til en læge virkelig hurtigt."

Alice så på ham forvirret og en smule bange. Hun lyttede og nikkede bare til det han sagde. Der var stille et øjeblik efter hans ord døde hen. Alt hvad han sagde sank ind og spørgsmålene hoppede sig op i hende.
"Hvad skete der?" spurgte hun forvirret og så sig om endnu en gang, "og hvor er vi?" der var flere spørgsmål af samme slags, men hun besluttede at hun nok hellere måtte tage dem i etaper, så han kunne følge med.

Xerox grinede roligt over hendes ord, og nussede hendes hår imens. Dette var faktisk lidt komisk, da hun havde været den mest rolige person han noglesinde havde redet. Alle de andre havde plapret løs og havde været bange for ham, men hun stillede to spørgsmål, og sikkert også snart nogle flere, og så virkede det til at hun faktisk slappede af lige nu, og ikke virke nervøs.
"jov skyggejægere, som mig, vi har prøvet at fange den klamme stodder som der fulgte dig. Han har dræbt næsten 3 om ugen de sidste to måneder. Og han har kun efterladt deres kroppe tilbage og intet andet, så du skal være tak rumlig over, at du ikke også var blevet slået ihjel. Da du nægtede at gøre som han sagde, så blev han virkelig gal, da det er typisk for sådan nogle som ham, og Derofr har du de skader du har lige nu." forklarede han hende roligt med et smil under det hele.
Xerox kiggede sig kort rundt, inden han kiggede på hende igen. "vi er stadig i byen, men dette er bare et opholdsted, hvor ingen kan røre os overhoved, og ikke mange kender dette her." forklarede han hende roligt med et smil på læben.

Alice nikkede og nikkede og fortsatte med at nikke forstående. Det gav mening det han fortalte selv om det alligevel virkede som om han undlod detaljerne. "Må jeg vide hvad du hedder?" spurgte hun og smilte så undskyldende, "Og tak!" sagde hun hurtigt da det gik op for hende at hun havde glemt at takke ham.
"Hvem var han, egentlig?" spurgte hun efter et stykke tids undren. Hun havde tænkt på det han havde fortalt. Det lod til at han vidste en del om denne mand, men hvem han var, var en af de ting han havde undladet at fortælle. "Altså ja, han var vampyr - eller hvad i kalder dem... Men hvorfor kendte du - i ham?" fortsatte hun med at spørge. Hun kunne praktisk talt ikke holde kæft, der var alt for mange ting hun ville vide. Hvor længe havde hun været væk? Hvorfor var han der stadig? Hvordan kunne han dræbe vampyren? Hvorfor dræbte han vampyren? Men mest af alt; hvordan kom hun hjem og hvordan skjulte hun sårene for sin far? ...

Xerox smilede beroligende til hende konstant. Hun skulle jo nødigt begynde at blive bange på grund af at han ikke virkede som en venlig rar mand, som germe ville hjælpe hende. Han var trods alt helten lige nu "det skal du ikke takke for. Det er trods alt bare mit job. Og mit Navn er Xerox." Forklarede han hende venligt med et varmt smil, og strakte sig stort med armene i vejret.
"For det første er han en gammel stodder. For det andet er han en vampyr vi har jagtet i noget tid. Og for det tredje, så tror han, at han kan tage hvad han vil have uden at tage hensyn." Forklarede han hende venligt om den klamme mand og kløede sig kort på hånden.
"Hvor jeg kender ham fra? Han har voldt os besvær i lang tid og hat lavet mange skader" forklarede han hende venligt, og rakte hende så et brød og noget vand. "Jeg kan desværre ikke tilbyde mere end dette her" undskyldte han hende roligt med et varmt smil på læben.

Hun smilte til Xerox, det var et specielt navn, men det var flot. Uniket er altid bedre end mainstream, i hvert fald i følge Alice.
Hun bed sig forsigtigt i læben. Den beskrivelse lød lidt for meget som hendes far. Bort set fra at han selvfølgelig var menneske... Det var pinligt at have en far der opførte sig så åndsvagt, det var pinligt at hun skulle gå rundt og være bange for sig far hele tiden.
Hun smilte taknemligt, "Det er helt i orden, jeg spiser bare når jeg kommer hjem" svarede hun, men tog i mod brødet og vandet. Hun tog en lille tår af vandet. Hun følte sig alligevel lidt tør i halsen. Gad vide hvor længe hun egentlig havde været væk.
"Øhm... Hvor længe har jeg sovet?" spurgte hun en smule genert. Det var mærkeligt at tænke på at han havde holdt øje med hende i al den tid. Det var sødt og en smule granseoverskridende på samme tid.

Xerox smilede varmt til denne pige, da hun virkkede lidt gladere nu. "Hva må jeg så også kende dit navn, siden du kender mit?" spurgte han venligt om, da han ikke konstant ville sige hun i sit hoved når han skulle tænke logisk for hende.
Xerox lagde så blidt sin hånd på hendes skulder, og gav den et blidt klem. "Hey han er død nu... og hvis du har problemer med andre ubehagelige personer, så kom endelig til mig, så skal jeg nok ordne dem for dig okay" sagde han venligt til hende,, da hun virkede ret så urolig lige nu efter han havde fortalt det. Hun skulle trods alt ikke være helt vildt bange når hun snakkede med ham.
Xerox grinede så lidt over hende. "Du skal spise nu, og så der ikke er mere tilbage, for du har sovet i tre dage nu, så du trænger seriøst til det." forklarede han hende venligt, men også en smule alvorligt, da hun jo kunne få det virkelig dårligt af det, men hun havde ikke været til at vække.

Alice tømte glasset med vand og nikkede lidt forlegent mens hun sank. Tænk at hun havde været så ubehøvlet ikke at fortælle ham, sit navn da hun spurgte ham. Hvor var hendes manere blevet af? Men på den anden side, så ville det ikke have været mærkeligt hvis han allerede vidste det. Det virkede som om han vidste en hel del. Måske mere end Alice ville syntes om, men det var en anden side af sagen.
Hun stillede glasset på gulvet og smilte venligt, "Mit navn er Alice" svarede hun og så op på ham. Hans tilbud var fristende men det kunne hun ikke gøre. "Tak, men det går ikke" hun rystede opgivende på hovedet. "Hvor meget jeg end ønsker det, så er det bare forkert. Jeg kan ikke bare få dig til at dræbe alle de mennesker jeg ikke kan lide" svarede hun og håbede at han ville forstå.
Hun tog brødet mellem hænderne og brækkede et stykke af. Hun sad lidt med det inden hun besluttede at hun faktisk var ret sulten og spiste brødet som hun var blevet bedt om. 3 dage var trods alt længe uden mad og drikke...

Xerox tog det helt roligt med, at hun faktisk var lidt nervøs. Det var alle jo, så han ville ikke lade sig gå helt på af det, da han ikke ville skræmme hende på nogle måder. Derfor kiggede han så også helt væk, og rettede lidt på sin jakke, inden han tog sine støvler på igen, og spandt selerne om dem fast igen.
Derefter smilede han så varmt til hende. "Sikke et pænt navn. Min søster ville ønske hun hed det eller havde en fatter med det navn." Forklarede han hende venligt, og bandt så sin klap for øjet lidt bedre fast, så den ikke faldt ned.
Xerox kiggede så undrende på hende, men kunne så umuligt ikke undgå at smile med et stort grin. "Jeg mente skam ikke dræbe Alice. Jeg mente hvis de skulle sættes på plads eller noget i den stil. Jeg dræber ikke folk medmindre de gør noget virkelig slemt og jeg får ordre på det." Forklarede han hende venligt.
Xerox var så virkelig lettet da hun endelig spiste noget af maden. Det var også på tide hun fik noget ned i ain mave.

Det begyndte alt sammen at give en smule mere mening og trods at drengen - som nok i virkeligheden var et par år ældre end hende og derfor måtte være en mand - var enormt venlig og virkelig rar mod hende var det også begyndt at gå op for hende at han nok bare passerede ordre - han var faktisk nok ikke i stand til at svarer på hendes mange spørgsmål om hvem den vampyr var og hvorfor han havde angrebet hende. Hans forklaringer var dog ikke spildt - hun havde skab fået en smule viden ud af det.
"Tak.." smilte hun efter at have slugt den første bid brød. Det var en smule tørt, men det var bedre end ingenting lige nu. "Jeg bryder mig ikke selv forfærdelig meget om det - men det er en anden side af sagen" tilføjede hun og trak på skuldrene, hvilket hun hurtigt fortrød. Det nev hele vejen ned gennem hendes ryg og hun skar tænder af smerte - det var helt sikkert ikke noget hendes far skulle vide af, det ville bringe ham alt for meget fornøjelse. Hvilket mindede hende om det vigtigste spørgsmål af alle.
Hun så på Xerox; "Hvordan får jeg hurtigst muligt de her sår til at hele?" spurgte hun og tog sig til skulderen for at vise ham hvilke sår hun mente. "Og hvordan kommer jeg hjem?" fortsatte hun med et blik der borede sig ind i hans hud - hun håbede for alt i verden at han havde svaret på de to spørgsmål.