skaat... hvad er der sket? . Xerox

S: Hjemme hos Xerox of Samantha
T: Sent om aftenen
O: ingen bortset fra dem
V: ret overskyet

Samantha var på vej hjem fra en pænt lang og irrerterne dag. Først havde hun siddet i skolen i 7 kedelige timer og bagefter skulle hun hjem og lave en opgave hos en som bestemt ikke kunne lide sam... ikke ar sam kunne lide hende heller, men nu var alt det lige meget. Hun skulle hjem til sin dejlige Xerox og så var det kun de to. Selvom hun så Xerox hver dag savnede hun ahm altid når de ike var sammen, men hun skulle jo beholde sine 10 og 12 taller og han havde jo sit arbejde så de var jo nød til ikke at ses hele tiden.
Sam fløj hen til deres hus og låste sig selv ind, hun havde bare en af sine normale sommer kjoler på med en lysserøde masse blomster på de passede jo til hendes humør. Hun gik et lille skridt ind og skulle lgie til at sige "hey skat" men ingen ord om ud af hendes mund. Hele huset var mørk lagt og der var billeder overalt som bar elå og flød.. nogen ødelagt og nogle der var tramper på. Nærmest alt så ødelagt og hun tude næsten ikke at gå ind, men hun måtte se om Xerox var der inde. Hun gik et par skridt ind og stilte sin taske. Hun kiggede lidt rundt på alle billederne, de var alle med to drenge og den ene var tydeligvis Xerox. Hun samlede et op som ikke var ødelagt og det var et sødt billed af Xerox og en anden lille dreng. Hun læste bag på og der stod "James og Xerox bedste venner foraltid" Sam kiggede hurtigt rundt og sgad en smule skræmt "Xerox! Er du her?"

Xerox havde siddet der hjemme i noget tid nu. Han havde nået at gøre hele huset kul sort. Mørklængningsgardiner var kommet ned af vinduerne, og gardinerne over dem, så lyset med et ikke kunne trænge ind til ham. Lamerne var slukket helt, og stearinlys var forsvundet ned i en masse af skufferne, eller bare knækket over, og kylet ned i gulvet, så de var gået i flere småstykker.
De fleste af de glade tegninger Cerox havde tegnet var revet over, grammet i stykker, og mast helt vildt sammen. Blyanter var knækket over, og flere glas, krus, tallerkner havde fået samme skæbne. Blomsterne, som havde siddet i vinduskarmene var blevet kastet ned i gulvet. Den kæmpe store plante han havde stående, som gik op til loftet var blevet væltet ned på jorden. Dette virkede ikke til at ligne Xerox, han var så glad for sine tegninger, planter og lys, så hvorfor havde han gjort dette her? Hans bedste ven James var blevet dræbt foran ham, den eneste han havde stolet på igennem sit liv. James havde vidst alt om ham, selv det hans storesøster ikke vidste. Alle billederne af ham med James var lagt rundt omkring i rummet.
Xerox sad nu helt ovre i sofaen, og stirrede bare ned på sine fødder. Klappen var kommet væk, og man kunne tydeligt se på hans ene øje. At små knive rundt om øjet. Skulderen var brækket af led, så den hvide skjorte var blødt fuldkommen til. Benet var forstuvet med blod ned af sig, og blod løb ned fra hans hår. han gad bare ikke gøre noget ved det.
"ja henne i sofaen..." svarede han med en stemme, sm man tydeligt kunne høre havde råbt, skreget og grædt. Hans kinder var helt røde og våde af alle de tåre, og Samantha var ikke i tvivl om han havde grædt nu.

Sam kiggede skræmt rundt da man skulle tro nogen havde været oppe og slås. Hvem havde gjort alt det her? Xerox ville da ikke gøre sådan noget... ville han?
Da Sam hørte hans stemme løb hun ind i stuen til ham og inden hun overhoedet nåde at se på ham lød hun hen og ladge armene om hans hals mens hun hviskede skræmt "er du okey..? hvad er der sket her?" hun mærkede noget vådt lande fra hans hår ned på hendes kind. Hun slap ham og så hvor skadet han var og at han havde grædt. Hun havde aldrig set Xerox græde så der måtte virkelig være noget galt. Hun satte sig på knæ foran ham på gulvet og iggede op på ham. Hun vidste virkelig ikke hvad hun skulle sige "hvad er der sket skat?" sagde hun så man kunne høre hun var på nippet til at græde. Hun vidste virkelig ikke hvad hun skulle gøre. Xerox lignede en som havde været så meget oppe at slås at han nærmest burde havde været død.

Xerox vidste godt, at huset lignede noget rod, som om alle havde været inde hos ham, og kæmpede ihærdigt med hinanden. Han havde ikke tænkt på, at Samantha ville blive overrasket over hvordan huset så ud. Køkkenet, toilettet, stuen så forfærdelig ud. Det eneste, der stod ordenligt til var værelset, men det var også helt mørkelagt, og det samme var redskabsrummet med billederne af Samantha.
Da Samantha kom løbende over, og lagde armene om ham, blev han blot siddende stille uden at lukke øjnene eller bevæge sig.
"intet et sket... Jeg flippede bare lidt ud." svarede han hende ærligt, og tog det roligt nok med det, da han bare havde fået et udbrud denne gang og ikke hver eneste dag.
Xerox sad helt stille under det hele. "det er ikke noget Samantha... Jeg har det helt fint... Undskyld mit udbrud, jeg skal nok Ryde det op... Når jeg vil se solen igen." mumlede han trist, og lagde sig op af sofaens ryglæn med en virkelig trist mine, og endnu en tårer gled ned af hans kind med et lille snøft. Han havde lagt sig på sin dårlige skulder, men tog sig ikke af det. Han var bare så trist og nede i bundkælderen.

Samantha kiggede bare på ham mens han talte og hun kunne virkelig ikke fatte at Xerox havde gjort alt det.... og nu var han helt stille... "men hvorfor flippede du ud skat" sagde hun mens hun sank en klump. Hvad skulle hun gøre. Hun kunne virkelig ikke lide at se sin elskede Xerox sådan.
"nej du har ej! jeg kan se på dig du er helt nede" sagde hun så man kunne høre at hun græd selvom hun prøvede at lade vær. Hun tog forsigtigt hans hånd, på den arm som ikke var skadet, og lagde den over sit hjerte så han kunne mærke hendes hjerte "jeg ved ikke hvad der er sket, men vil du pleace ikke forklare mig det så jeg kan hjælpe dig.." sagde hun en smule tiggnede da hun virkelig ikke vidste hvad hun ellers skulle sige "jeg elsker dig jo Xerox" fortsatte hun og håbede bare han ville reagere på en eller anden måde da hendes hjerte ikke kunne holde ud at se Xerox sådan.

Xerox vidste godt, at Samantha ikke havde set det udbrud før, men sådan var det nu bare. Roligt trak han på skuldrene. "det skete en del som lille... Jeg er bare sur på mig selv, og skal dræbe 10 skide vampyre." forklarede han, og man kunne høre han væmmedes ved de 10, og det var dem, som havde gjort noget.
Xerox hørte hun græd, men kunne ikke få sig selv til at se på hende græde, ikke når det var ham der var skyld i det. "soveværelset er ikke ødelagt, jeg tror du skal bestille mad udefra hvis du vil have noget at spise og drikke..." forklarede han, a han havde smadret hele køleskabet... Ups ikke så smart når han skulle brødføde dem begge to.
Han mærkede hendes hjerte slå, og følte allerede nu, at han var blevet lidt mere rolig, men det var desværre kun lidt. Efter de søde ord 'jeg elsker dig' tog han hårdt fat i hendes bluse, og fik så hevet hende op til sit skød, så hun sad med ryggen til ham. Under det hele havde han mast hendes bluse ind i sin hånd, og den dårlige hånd lagde sig om hendes krop. Han havde dog sørget for hun ikke var kommet til skade under den tur. Han begravede så hoved ned i hendes skulder, men så hun ikke blev ramt af blodet i hans hoved. "jeg elsker også dig..." sagde han i en hulken, og holdte hende længere ind til sig med en lidt rystende krop.
"j... Drengen på billedet... Han...." sagde han, men brød så ud i gråd igen. Han kunne ikke holde det inde, selvom han ville vise han var stærk overfor Samantha. Han var flere gange kommet hjem med alvorlige skader, eller en hjernerystelse, men havde blot grinet til Samantha, og opført sig som om det ikke gjorde ondt. Bare forat gøre hende rolig.

Sam kiggede undetligt på ham da han først snakkede om sin barndom og nu snakkede han om at dræbe vampyre... Han gav ikke nogen mening lige nu og han virkede nærmest mere trist end hende den gang hun stadig cuttede. Hun havde aldrig forestilt sig at sin elskede Xerox, lyset i hendes mørke liv... skulle ligge sådan der på sofaen. Hun kunne virkelig ikke klare at se ham sådan.
Selvom Xerox foreslog hun skulle gå ind i sove værelset ville hun ikke rykke sig. Hun ville ikke rykker sig før Xerox ville tale med hende og fortælle hvad der var galt.
Sam gispede højt da Xerox ud af det blå hev hende op sidde på hans skød. Den havde hun ikke set komme, men bare det at han reagerde betød han ikke havde tænkt sig at være heltkold over for hende som hun virkelig havde være bange for.
"jeg er her for dig skat" sagde hun så beroligende uden at en eneste tåre længere løb fra hendes øjne. Lige nu ville hun ikke græde da det sikkert bare ville give Xerox dårlig samvittighed "Du kan fortælle mig alt i hele verden... jeg vil altid være her for dig hele dit liv" forklarede hun med den samme berolignede tone som før og lod bare Xerox græde. Han havde det tydeligvis ikke godt og selvom det næremest slog hende ihjel inden i at se sin elskede i så meget smerte uden at kunne gøre meget... så var hun der for ham så meget hun kunne uanset hvad.

Xerox kiggede på hende med et trist blik, da det ikke virkede til, at hun forstod hvad han snakkede om. Selvfølgelig forstod hun ikke noget, så han måtte fortælle hende det uanset hvad. "jeg skal havde dræbt 10 vampyre... De dræbte min mest trofaste person for øjnene af mig... De skal dø en grufuld død." sagde han, og kiggede ned i sofaen igen med en kort snerren. "undskyld jeg skræmmer dig skat... Men han kendte til de ting ingen andre kender til. Han ved alt om mig... James han..." sagde han og fik tåre i øjnene igen. "han vidste om min far." sagde han med en svag stemme, og blev helt lille og rystede.
Xerox hviskede undskyld flere gange i halsen på hende, da hun havde gispet, og græd bare videre mod hendes skulder. Han krammede sig godt ind til hende hele tiden, og følte han blev mindre og mindre. "hvis jeg vidste han skulle dø... Så havde jeg sagt han skulle blive der hjemme... Han var min styrke.... Han var den eneste der kendte mine hemmeligheder..... Min frygt.... Det jeg løber fra hver dag... Han er død...." hviskede han ulykkeligt mod Samanthas skulder og græd imens.

Samantha sad bare og lyttede til hans ord. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, men hun kunne godt forstå han vill have hævn over hvad de vampyre havde gjort, men han skulle ingen steder hen når han så sådan ud medmindre han skulle hen på et hospital "skat.... jeg forstår dig 100% i at du vil slå de vampyre ihjel" startede hun med i en blid forstårende tone "men vil du ikke love mig vi først lige for dig på hospitalet" sagde hun så man kunne høre hun ikke ville lade Xerox gå ud lige nu. Hun hørte godt at Xerox nævnte sin far selvom hun ikke kendte historien bag vad der var set med hans far, men lige nu var det ikke noget at snakke om.
Sam lod bare Xerox græde også selvom det slog hende ihjel inden i at se sin elskede så ulykkelig, men Xerox skulle bare tage den tid han havde brug for. Hun ville altid være der for ham "Det gør ikkenoget skat... ikke sige undskyld" hviskede hun til ham og lod ham bare mase hende selvom det lidt tog luften ud af hendes lunger, men hun var ligeglad . Hun ville bare øsne hun unne gøre noget for Xerox lige nu andet end at lade ham græde på hendes skulder. Hun ville ønske hun kunne hjælpe ham mere end hun gjorde nu for lige nu virkede det ikke som om drt hun gjrde hjalp.

Xerox var virkelig glad for hun forstod, at han ville have væven over sin bedste vens død. Det skulle de skide vampyre fortryde de nogensinde havde gjort det mod James. Han skulle nok få hævn over sin vens død. Det lovede han sig selv, de skulle dø, og sådan var det bare. "jeg klare mig nok uden hospitalet søde... Men hvis det kan gøre dig lidt mere rolig, så okay." sagde han stadig lidt trist, og var så småt stoppet med at græde for anden gang igen. Man kunne tydeligt godt høre, at han ikke ville på hospitalet... Det havde han aldrig gjort når han var kommet til skade, så skulle han have gibs på, og så skulle han træne det op igen, når gibsen var kommet af. Det var bare for lang tid.
"Samantha... Hvis du en dag er alene hjemme, og der kommer nogle fra min familie af ud over min søster... Så smæk døren i hoved på dem, og sørg for de ikke kommer ind... Jeg vil gerne fortælle dig om min familie på et tidspunkt, men du skal aldrig møde andre end min søster." forklsrede han med et alvorligt blik rettet mod hende. "hvis du møder min far... Så løb alt hvad du kan eller flyv væk... Bare kom væk fra ham." Xerox vidste godt, at han skræmte hende lige nu, men hun måtte forstå alvoren i dette her.
Xerox tog hurtigt en kniv frem, og ramte lige ned i en krukke, som holdte alt jorden inde for den kæmpe plante han havde. Efter det slappede han meget mere af, og lagde sig blot tilbage med hende i sin favn, og lukkede så øjnene. "tak skat." hviskede han lidt mere glad, og kyssede hende så blidt på kinden efter at have sluppet hende lidt. Et svagt grin kom så fra ham. "din bluse er blevet helt våd på grund af mig." sukkede han opgivende, og puttede sig mere ind til hendes hals mens tårerne stadig løb ned af kinderne. "jeg hader at græde." brokkene han sig lidt for sig selv.

Sam kunne godt høre på Xerox at hospitalet ikke lige var det sted han helst ville hen "skat... du behøver ikke at tage på hospitalet, men jeg kan altså ikke klare at se dig så skadet uden der bliver gjort noget ved det" forklarede hun og håbede bare han gad at lytte til hende.
Sam sad bare og lyttede til hvad han sagde om hans familie og selvom det skræmte hende en del viste hun det ikke "det lover jeg skat" sagde hun ort med et lille skævt smil. Hun prøvede så meget som muligt for at smile for at opmuntre Xerox.. bare en lille smule. Hun havde ikke lyst til at se ham så trist.
Sam fik et lille chok da han kastede med en kniv, men det så ud til at gøre ham mere rolig og da hun hørte hans stemme mere glad smilede hun bare stort. Hun havde frygtet hun aldrig kunne få ham til at blive glad igen. "det gør ikke ngoet skat" grinede hun småt og kyssede ham blidt på panden selvom hun fik lidt blod på underlæben. Det var ligemeget om hun så fik blod udover hele sin kjole. Så længe Xerox var glad var hun glad. Sam smilede bare til ham da han sagde han hadde at græde "det ved jeg skat... men nogen gange har man bare brug for at græde" forklarede hun mens hun nussee ham lidt i håret. Han skulle bare græde så længe han havde lyst til så længe hun fik sin smilede Xerox at se igen så måtte han græde så længe indtil da.

Xerox rykkede lidt på sig, så han kunne tage fat i hendes hage. Det blev dog gjort med den dårlige arm, men det var lige meget. "skat hvis du vil have jeg tager på hospitalet, så gør jeg det for din skyld. Jeg vil gøre alt for dig." sagde han med et svagt lille smil, og kyssede hende så blidt på munden.
Xerox kiggede roligt på hende med et lille nik over, at hun bare tog det som det kom. "jeg ved godt at det lyder skræmmende, men jeg er selv bange for dem... Og jeg vil ikke have dit liv bliver ødelagt..." forklarede han hende venligt med et svagt lille smil. Han ville bare gerne beskytte hende, så hun håbede hun virkelig meget forstod hvorfor han havde advaret hende. Samantha var jo en del af hans liv nu, så han kunne ikke lade hende i stikken.
Efter Xerox havde grædt af, vendte han hende om, så han kunne kramme hende ordenligt ind til sig. "du er den enste grund til jeg ikke bare harbkastet mig for vampyrerne lige nu. Du..." hviskede han, og satte sig så godt med hende. "jeg elsker dig skat." hviskede han så, og kyssede hende længe på munden.

"du behøver ikke at tage på hospitalet... men måske bare tage et eller andet sted hen så du kan få noget hjælp.." sagde hun med en meget, meget bekymret stemme. Hun ville ikke have han skulle gå rundt sådan. Hun kunne ikke lide at se ham været kommet så slemt tilskade.
Sam blev lidt overrasket over at Xerox sagde han var bange for nogen... der måtte virkelig være sket ham noget slemt "bare rolig skat... hvis jeg møder nogen fra din familie som ikke er sin søster vil de knap nok nå at høre mit navn før jeg er forsvundet" sagde hun med et lille grin og kyssede ham blidt på kinden "bare rolig... jeg skal nok holde mig væk fra dem"
Sam vidste ikke helt hvad hun skulle svare til hvad han sagde til hende, men det næste han sagde kendte hun godt svare til "jeg elsker også dig min egen" hun gav ham et langt kys og var bare glad for han va faldet til ro "jeg lover dig at jeg ikke forsvinder ud af din liv... nogensinde" sagde hun så han kunne høre hun mente det. Hun kunne ikke leve uden ham og det havde hun heller ikke tænkt sig.

Xerox smilede glad til Samantha, og nussede hende blidt under hagen med den dårlige arm. Han havde aldrig for mange smerter til at nusse med hende i. "så tager vi over til James lillesøster... Hun har altid taget sig af os når vi var skadet." forklarede han hende venligt, og kyssede Samantha blidt på munden. "men du vil være årsagen til at jeg bliver hurtig rask." hviskede han tæt på hendes læber. James lillesøster var jo smålun på Xerox, men det ville aldrig blive til noget, og det havde han også fortalt James den gang, men det var som om hun hang fast på ham. Samantha skulle bare ikke føle sig truet på nogle måder.
Xerox smilede glad til hende med et lykkeligt udtryk. "hvis min far opdager vi bor her, så må vi skynde os at flytte, og det samme gælder Cäsa, hans bror og min søster... Så er du forberedt på det okay... Jeg skal nok forklare dig hvorfor hvis det skal være." forklarede han hende, selvom han nu var bange for at fortælle hende det.
Xerox krammede hende så godt så ind til sig, og nød så meget at høre de ord fra hende. "tak skat... Du betyder alt for mig." hviskede han blidt, og lagde den dårlige arm op til hendes baghoved med nogle svage vuggen. "Samantha jeg vil gerne blive gammel med dig." forklarede han med lukkede øjne, for at fortælle hende hvor meget hun betød for ham.