Stille og fredlidt - Cäsa

S: Strandkanten
T: Kl. 12:28
O: Vand og sand
V: Overskyet så langt man kan se, og med lidt vind


Santana gik langs strandkanten, med sine stiletter i hånden. Hendes løse top bevægede sig lidt i den stille vind. Det var ret at kunne være udenfor midt på dagen, det var nok det Santana savnede mest ved at være menneske, selvom hun ikke kunne huske så meget fra den tid... Eller faktisk overhovedet ikke noget.
Tanna gik stille men begyndte langsomt at gå i stå. Til sidst satte hun sig ned, og var lige tæt nok på vandet til at bølgerne ramte hendes bare fødder. Hendes mørke øjne var rettet med bølgerne, som igen og igen gled op på bredden og ned igen. Santana lange mørke hår var sat op i en hestehale, men aligevel formåede det at suse op i hendes ansigt, men hun var ligeglad. Hun sad bare og nød lden af bølgerne, for det var længe siden hun havde haft tid til sådan noget som det her. Santana lagde sig ned på ryggen med hænderne bag hovedet, og så op i den grå himmel. Hun smilede. Intet kunne ødelægge den her dag. Ikke engang hvis der kom en skyggejæger, som der højst sandsynligt ikke gjorder. Men her var helt stille og fredligt. Også kaldet, helt perfekt.

Cäsa gik roligt ned mod stranden. Han havde ikke været der i lang tid, selvom han nu ikke havde lavet det store. På den korte tid han havde været her havde han allerede mødt en masse forskellige mennesker, som bare havde været virkelig søde overfor ham, udover Zero, han havde været en stor skid.
Cäsa tog sine sandaler af, og lagde dem ned i tasken, da han kom til sandet. Det var meget sjovere at have fødderne i sandet, især fordi det brændte en lille smule, og cäsa havde altid kolde tær. Nok skinnende solen ikke lige i dag, men man kunne tydeligt se, at han have fået farve de sidste par dage, da solen ellers havde vist sig de sidste par dage.
Roligt gik han over til vandet, og stirrede ud på det med et lille smil.

Santana lå og kiggede op i himlen. Alt var helt stille, og det var næsten som om tiden stod stille. Hun lukkede øjnene, og smilede op i himlen. Mens hun lå der med lukkede øjne, mærkede hun noget der ramte hendes kind. En vand dråbe. *Nej.. Hallo dig der bedstemmer!!!!* råbte hendes tanker. Det regnede mere og mere, og tilsidst måtte Santana rejse sig, og søge lå under et lille træ der stod lidt længere oppe på strandkandten. ¨Hun satte sig ned, og tørede noget vand væk fra ansigtet. "sikke noget p*s" hviskede Tanna til sig selv, mens hun trak elastikken ud af håret, for at få resten af sandet ud, og bagefter lavede en høj hestehale.

Cäsa følte altid, at han kunne være afslappet ved stranden. Den tømte ens hjerne for alle de negative tanker, og satte bare ro ind i ens sind. Det var lidt ligesom hvis man var i skoven, hvor fuglene pippede roligt, og alt stod i flor. Her ved stranden var det bare de rolige bølger, og mågernes skratten. Alt var bare fredfyldt ved naturen og ikke storbyernes larm.
Pludselig begyndte det at regne, men Cäsa blev stående indtil han var helt gennemblødt. Roligt gik han mod et træ, men faldt over en rod, og landede tæt på en person.

Da Santana var blevet færdig med at sætte sit hår op, kom hun i tanke om en ting. Sine stiletter. Hun havde glemt dem ude i regnen. "F*CK" Hun skndte sig ud efter dem, og tilbage igen. Hun undersøgte dem for at tjekke om de var gået i stykker, og selvfølgelig. De var fulde af sand og skindet var helt gennembløt og klamt. Hun smed dem ved siden af sig, og satte sig op af stammen på det lille træ. *HALLO MESTER!! DET VAR MINE YNGLIGS!!* nåede hendes tanker lige at skrige, før hendes næse fangede en lugt. Der var en formskifter i nærheden, og lige da hendes hjerne havde registreret det dumpede personen ned ved siden af hende. Santana blev så forskrækket at der kom et lille hvin fra hende. "Er du okey?!?!"

Cäsa havde intet imod vejret, da han altid nød duften af nyslået græs og regn. Det var det bedste i verden. Noget, som altid kunne gøre ham glad igen.
Cäsa kiggede op med et lille grin, og nikkede. "ja jeg har det fint" sagde han glad, og tørrede mudderet af sit ansigt.

//beklager kreativitetsvigt

//Det gør ikke noget //

Satana så lidt uroligt på formskifteren, hun kunne slet ikke ha' når andre kom til skade, medmindre det var noget hun havde gjort, med kun hvis det var med vilje. Hun stak hånden ned i sin bukselomme efter en pakke lommeletter, og rakte ham et stykke. Hun havde altid sådan nogle på sig, hvis hun havde fået blod i ansigtet og der var for meget til bare at tøre af med hånden.
Satana stivnede. Hun havde fået færten af blod, og hendes øjenfarve skiftede omgåene til rød. *Fuck* Tanna greb fat om sin næse, i et forsøg på at få hende s øjne tilbage til den normale brune farve, men uden held. "Er du helt sikker? tjek lige dine håndflader.." Santanas blodtank var helt fuld, men hun kunne ikke gøre noget ved de røde øjne, ikke andet end at holde sig for næsen, men det er en vampyrs lugtesans for god til at det ville hjælpe..

Cäsa satte sig op på sine knæ i stedet for, og tørrede så meget af mudderet af i hånden, men det hjalp nu ikke helt så meget. Han var helt beskidt nu, og det var jo bare typisk ham at blive sådan.
Cäsa smilede venligt til hende, og tog imod det hun rakte frem til ham. "mage tak, og undskyld mange gange for det chok du fik." sagde han undskyldende til hende med et lille grin. Det var altid lidt akavet at møde folk, og når han var nervøs smilede han altid med et lille grin engang imellem.
Cäsa kiggede undrende på hende i staren, og kiggede så på sine håndflader. "nej de ser fine nok ud." ærklwrede han, og tog sig lidt til albuen, hvor han blev mødt af blod. "åh hor er jeg klodset" grinede han venligt, og begyndte roligt at tørre det af uden at han opdagede hun var vampyr.

Santana kunne slet ikke lade vær' med at med nogle små lattergrynt, da hun så var beskidt han var blevet. "Ej det må du undskylde" sagde hun med et lille smil, og gav slip på sin næse. Hun stak lommeletterne tilbage i bukselommen, da fyren tog imod det stykke, hun havde rakt ham. Hun smilede stort, da han sagde undskyld for at have forskrækket hende. *Breaking news! Der er stadig utroligt venlige mennesker, eller væsner, tilbage på jorden*.
"Det gør slet ikke noget" sagde hun med en håndbevægelse, men kiggede lidt undrene på hans hænder, da der ikke var noget blod. der lugtede ellers sindsygt. "ups hva'?" sagde Santana, da hun så hans blødene albuer. Hun tog endnu en serviet op af lommen, og tørrede blodet af for ham, da hans hænder var helt beskidte. hun holdt papiret der, i et lille stykke tid, mens hun kiggede på ham, prøve at få mudderet af sine hænder. "hov, jeg har glemt at præsentere mig, jeg hedder Santana. Hvem er du?" sagde hun med et smil, og bemærkede slet ikke, at hendes øjne var blevet den normale, varme brune farve igen..

Cäsa grinede blidt med hende, og syntes faktisk, at hun var en utrolig sød pige at vre sammen med, hun virkede rigtig rar. "Du skal slet ikke undskylde over det. Det kan ske for selv den bedste, så tag det bare roligt okay?" sagde han venligt og smilede til hende med hoved let på skrå, og havde bare det største smil på læben, selvom det nu havde været større.
Cäsa havde intet imod det der var sket, eller at han sad som en eller anden person, som havde rullet rundt med grisene. Herre gud det kunne vaskes af og ville blive nøjagtigt som før, så det var ikke noget af dø for.
Et nik kom så fra ham. "Jeg er glad for, at du ikke blive mere forskrækket over det chok." sagde han en anelse lettet.
Cäsa smilede så varmt til Santana. "Hyggeligt at møde dig, mit nvn er Cäsa." sagde han venligt til hende.

Santana smilede af drengens grin. Han havde et sødt et af slagsen. Hun nikkede, som svar til hans 'okey?', som for at sige, 'okey det skal jeg nok lade vær' med så'. Santana sagde ikke noget, i et lille stykke tid, men sad bare med papiret mod drengens albue. Santana smilede, da drengen sagde noget, "jeg blev mere forskrækket, end det så ud til. efter lidt tid, lære man at skjule sådan nogle ting" sagde hun med et lille grin. Hun havde slet ikke noget imod at blive forskrækket, for når man næsten har levet i 5 århundrede, så er der ikke så mange ting at blive forskrækket over mere.
Tanna fjernede papiret, og så ham i øjnene, da han præsenterede sig. "i lige måde, Cäsa" hun så sit spejlbillede i hans øjne, og blev overrasket over at hendes øjne ikke var røde. Hun skyndte sig at tage sin mobil op af lommen, og så på sit spejlbilled i den sorte skærm. Ganske rigtig! hendes øjne var blevet den varme mørkebrune farve igen..

Cäsa smilede varmt til hende med et stort smil, da hun bare nikkede over det han sagde, tænk det virkede til at de var venner nu, selvom han lige havde mødt hende og omvendt.
"Så må du undskylde det kæmpe chok jeg gav dig... jeg er bare perfekt til at skræmme folk og væe klodset" sagde han med et lille grin, og smilede varmt til hende for at vise, at det med klodsetheden var sandt.
Han kiggede så noget undrende på hende, da hun kiggede på en slukket mobil. "noget i vejen?" sppurgte han undrende.

Santana var lidt overrasket over, hvor nemt det var at snakke med Cäsa. Det var lidt sim om de havde været venner længe. "Det gør slet ingenting. Jeg elsker, underligt nok, at blive forskrækket. Jeg synes det er sødt, når folk er klodsede, det var jeg engang selv" sagde hun med et stort smil.
Tana blev helt glad, da hun så at hendes øjne var brune igen, for hun brød sig ikke om at skræmme folk væk, når hendes øjne var blodrøde. "Nej, overhovedet ikke" svarede hun til Cäsas spørgsmål, og så op på ham med et endnu større smil end før..

Cäsa smilede varmt til Santana, da hun virkede til, at have det utroligt afslappende i nærheden af ham. Det havde hans psykolog nu også sagt til ham, men han vidste nu ikke helt om det var sandt, eller om han havde sagt det for at opmundre ham en smule mere, så han kunne blive lidt gladere. hvem vidste?
Han begyyndte så at grine lidt. "Så må jeg være den sødeste på jorden" drillede han med en varm latter og et venligt ansigtsudtryk. Han ville bare gerne fortælle hende lidt hvor klodset han var, og det ville han sikkert altid være.
Cäsa smilede varmt til hende med et lykkeligt smil, og et lille grin. "De røde øjne forsvandt hurtigt hva?" spurgte han venligt med et venligt smil, og havde hoved let på skrå imens.

Santana stak den ene af sine hænder, ud i regnvejret, da hun så at der var kommet noget blod på den. Hun ville helst ungå at slikke det af, for så ville hendes øjne nok bare forblive røde.
Santana grinede af Cäsas bemærkning, hun kunne godt se hvor han ville hen med det. "Det må vi hellere finde ud af om du er så" sagde hun med et stort smil, "for det her regnvejr ser ikke ud til at stoppe foreløbig" hun kiggede ud på himlen, som kun blev mere grå.
Tana blev lidt forskrækket over, at Cäsa havde set hendes røde øjne, for det havde ellers virket som om han ikke havde. "Du havde altså set dem?" Spurgte hun lidt dumt, for selvfølgelig havde han det, når han sagde sådan.

Cäsa kiggede roligt på Santanas hånd imens blodet forsvandt fra hendes fingre. Han ville helst ikke flegne ud over det blod, da det jo bare var blod og intet andet end det.
Han grinede så blidt med Santana, og syntes viderligt, at dette var ret så komisk at snakke med hende, da hun faktisk var utrolig sød at være sammen med, så det var helt fantastisk at finde en ny ven på den måde.
Cäsa nikkede så af hendes ord, og nikkede så. "Vampyre skræmmer mig ikke på nogle måder, de er nogle som man sagtens kan enes med" sagde han varmt og venligt til hende.

Santana tog hånden til sig, da den var blodfri, og rystede noget af regnvandet af. Det ville ikke ha' været så godt, hvis hun bare havde slikket det af, og kastet sig over Cäsa.
Santana kunne ha' krammet ham helt flad, da han sagde han ingen problemer havde med vampyrer "Det var godt.." sagde hun lettet,".. for jeg har mødt nogle væsner, der løb panisk væk når de fandt ud af det." Hun smilede stort til ham. "okey, lad os så finde ud af om du er den sødeste i verden" hun satte benene over kors, med front mod ham. "snak!"

Cäsa kiggede undrende på hende, da hun snakkede om, om han var den sødeste fyr i verden. Han grinede så stort, og satte sig selv i skrædderstilling med hænderne på hver sin ankel. "Altså jeg har givet friviligt en vampyr blod, prøvet at hjælpe de fleste som så kede ud eller en smule triste og ensomme, for virkelig tit folk til at grine fordi jeg er så klodset, og tit ikke fatter en brik af hvad folk siger, og hvis jeg forstår det, så ender det tit med jeg falder eller går ind i noget. Så du sidder nok mere foran en virkelig klodset fyr" sagde han med et sødt grin, og lagde hoved let på skrå.

Santana blev glad, da Cäsa bare begyndte at snakke. Det var længe siden, hun havde siddet sådan med nogen. Hun kom nogle gange med nogle 'Nåh da' og 'aha' til det han sagde. "Du lyder ikke så slem, så" Sagde hun med et smil og syntes faktisk at han lød som sådan en fyr alle piger leder efter. Sød, rar, tænker på andre end sig selv, ikke grim og det med klodset var bare et plus.
"Du kunne sagtens komme på top 10 listen af søde fyre jeg har mødt" Santana smilede skævt, mens hun sad og legede med sin hestehale.

Cäsa grinede blidt over det hun sagde, og kløede sig så lidt flovt i nakken. "Tak for det. Du er også den sødeste vampyr jeg har mødt." Sagde han venligt til hende, hvorefter han pakkede sine ting sammen, og lagde sig op af dem, så han havde et ryglæn.
"Trænger du til noget blod?" Spurgte han så lettere underkendte.

Santana smilede varmt til Cäsa. "Det var da dejligt at høre, jeg har nemlig næsten kun hørt det modsatte" sagde hun med et lille grin, og satte en arm ud bag sig til at støtte sig. Folk i byen havde mange gange råbt efter hende at hun var en skabning af Satan, og når hun bare stod tavs og stirrede på dem, efter den kritik råbte de bare 'Hjerteløse freak!' Og løb. Der var bare ingen der vidste at Santana faktisk blev såret hver gang det skete. For selvom hun slog mennekser ihjel, uden så meget som at blinke, så havde hun altså følelser.
Santana blev helt chokeret da Cäsa tilbød hende blod, på samme måde folk tilbød kaffe på. "Øh.. Ellers tak.." Hun rustede let på hoved, "tanken er helt fuld" hun smilede en smule forsigtigt.

Cäsa smilede roligt til hende. Det måtte være besværligt at være en vampyr. Alle frygtede dem jo. Ud over denne dumme fyr, som aldrig helt forstod fare eller uhygge. Man kunne jo prøve at skræmme ham og han ville egentlig bare stirre på personen i stedet for at skrige.
Han synes ihvertfald fald selv det var meget svært at være formskifte, da han aldrig helt varskoer på hvordan han så ud og hvem han så måske lignede. Han var ikke engang sikker på om dette her var den rigtige Cäsa's udseende.
"Helt okay" grinede han venligt til hende, hvorefter han lagde sig tilbage i sandet.

Santana kiggede undersøgende på Cäsa. "Hvordan er det..? at være formskifter, mener jeg" hun lagde sig op på siden, så hun kunne se ham ordenligt, "skifter i bare.. Bare sådan eller er der en speciel ting i gør?" Santana havde altid været fascineret af de væsner, men har aldrig haft modet eller følt dig tryg nok sammen med en, til at ture spørgere.
Regnen forsatte og forsatte. Der var næsten som hele verden blev stribet. Hun stak den ene fod ud. Regnen vaskede den stille ren for sand. Pludselig fik hun en idé. Santana rejste sig op, og gik ud i regnen, og begyndte at danse. Som lille for mange, mange, mange år siden, havde hun danset ballet. Det sad stadig i kroppen, ligesom klaveret.
Hun dansede rundt og lavede så gode piruetter, som man nu kan på vådt sand. Santana smilte. Det var længe siden hun havde danset, så hun næsten havde glemt, hvor meget hun elskede det.

Cäsa kom til at grine lidt over hende hvorefter han smilede lidt. "Eh ved de svære ting må vi have en personlig genstand som vi kan røre for at skifte form, men ved nemme personer, som du har mødt, eller set, så er det egentlig bare nemt. Det svære er dem man ikke har set eller som er døde. Hvis vi bliver vampyrer mærker vi også at hjertet ikke fungere. Hvordan vi gør. Det er som om vores sjæl skal dybt ind i os selv og så skal vi trykke på et lys som egentlig kun findes i vores hoveder og så har vi formskiftet os." Forklarede han roligt og også rigtig afslappet imens, da han egentlig ikke havde noget imod at snakke om det.
Cäsa grinede lidt over hendes dans og klappede i hænderne af hende.