mmm.. LIV! - Woen

S: En lille baggård nær et lejligheds kompleks
T: Ca. 8 om aften
V: Solen er netop gået ned og luften er stadig lun
O: grønne skraldekontainer og lygtepæle der ikke fungere

Jane pressede sine læber mod den skramte piges og mærkede hvordan livet kom tilbage til hende. Alle hendes følelser blev straks forstærket og da derikke var mere liv tilbage i pigen, lod hun hende falde til jorden.
Hun smilte triumfærende og så ned på den temlig døde pige. "Det var en skam, de var ellers så venlig.." sagde hun og satte sig ned ved siden af pigen. Hun kørte blidt fingrene hen over hendes øjne og lukkede øjnlågene i, så den næste der kom forbi ikke ville blive mødt af synet af de hvide livløse øjne.
Stakkels kriminalbetjent. Han ville sikkert aldrig finde ud af hvad der var sket med pigen. Der var ikke et eneste tegn på hverken mord eller selvmord og pigen var ikke påvirket af noget.. Det mest logiske var nok at hun havde fået hjertestop eller noget, men det var egentlig også lige meget. Det kunne Jane jo ikke bruge til noget.
Hun rejste sig og gav sig til at gå mod sit hjem, der ikke lå mere end et par gader væk, glad for at have sine følelser tilbage. Det var som at få en ny chance hver eneste gang hun stjal en uskyldig sjæl, fra et tilfældigt offer.

Var der noget bedre end når natten var faldet på? Ikke ifølge Woen som lystigt rendte rundt i byens gader på vej hjem fra supermarkedet. Menneskerne der var så søde og i flere tilfælde havde de givet ham noget extra. Det var for det meste også altid bare slik og aldrig noget af det helt store. Det spillede dog ingen betydning da det bare at få noget fra andre var dejligt i sig selv. Woen indånde den halvfriske aftenlugt og drejede smilende om hjørnet. Smilet forsvandt da hurtigt da han stødte på et mærkværdigt syn.
I en baggård stod to piger med læberne pressede mod hinanden. Først blev Woen vildt forlegen for ikke at sige rød i hovedet. Han skulle lige til at vende om da han hørte et bump. Det var den ene pige som var faldet til jorden og så helt livløs ud. Den anden så derimod ud til at være mere i live end før. Woen var ikke helt sikker på hvad det var at han lige havde været vidne til og af ren refleks havde han gemt sig bag en grøn skraldecontainer som havde været lige i nærheden. Da den anden pige var gået gik Woen langsomt hen til hende som lå på jorden. Han satte sig forsigtigt ned på hug ved siden af hende og satte to af sine fingrer på hendes hals. Ingen puls. Woen prøvede igen men med hendes håndled denne gang. Stadig ingen puls. Pigen var simpelthen stendød. Med et lille gisp sprang han tilbage imens hans puls var helt oppe i det røde felt.
Woen havde for første gang i sit 17-årige liv været vidne til et mord.
"Hvad gør jeg...?" spurgte han som havde den døde pige svaret.

Jane kunne høre nogen bag sig, som forsigtige, måske lidt usikre skridt hen over jorden. Men i starten rørte det hende ikke, det var mørkt og her var tomt, så hvis der skulle være en, kunne hun jo bare slå personen ihjel. Hvis altså han eller hun havde set noget, for ellers ville det være syndt. Man kunne ikke bare dræbe uskyldige mennesker, sådan helt uden grund.
Hun satte farten ned og vendte sig om da skridne stoppede. En lille, sød og uskyldig dreng havde sat sig hen ved pigen. Han så rimlig forvirret og måske en smule skræmt ud. Nej han blev først skramt da det gik op for ham at pigen var død. Jane var lige på vippen til at grine. Det var alligevel lidt sjovt at se folks reaktioner, hvorfor var døden så skrammende for dem? Hun klarede det da fint, det var altså ikke så svært, hvis man tog sig lidt sammen.
Hun gik hen mod drengen og smilte for sig selv ved hans spørgsmål, "Normalt plejer de at ringe efter en ambulance eller politiet, men hvis jeg skal være helt ærligt, så tror jeg ikke du kan gøre så meget. Hun er så død som man over hoved kan være" sagde hun roligt og venligt, mens hun så skiftevis på ham og på liget af den unge pige. "I modsætning til visse ande.." tilføjede hun mumlende. En sidebemærkning til sig selv.

Woen var som lammet og rykkede sig ikke ud af flækken. Havde det været én af hans tre storebrødre som var i den her situation havde de ikke siddet stille. Det var så der at Woen var en undtagelse. Hans brødre havde prøvet at skærme ham fra de forfærdelige og mørke sider af livet. De havde beskyttet ham og taget sig af ham lige siden han var helt lille. De havde dog hverken overforkælet ham eller noget i den stil. De havde bare været med til at skabe og forme en uskyldig kreatur som intet ondt indeholdte. Den kreatur var Woen. Woen kom dog ud af sin trance og rejste sig op igen. Han havde ikke sin telefon på sig så han kunne ikke ringe til nogen. Gyden var mennesketom og det lød heller ikke som om at der var nogen mennesker i nærheden overhovedet. Han kiggede ned på pigen igen og smilede en smule sørgmodigt.
"Sådan en smuk pige fortjener da nogen blomster." Woen gik hen imod sin indkøbspose og fandt de blomster han havde købt. De havde oprindeligt været til hans hjem men det kunne være lige meget nu. Han gik hen og lagde dem på hendes brystkasse. Han rykkede noget af hendes hår til siden så man kunne se hendes ansigt bedre. Hun havde virkelig været en køn pige. Woen havde ikke tænkt sig at lade hende ligge der men han kunne ikke selv bære hende. Det var han simpelthen ikke stærk nok til. Han kuskede så at manden fra supermarkedet havde set stærk nok ud. Woen samlede sine ting sammen og var på vej mod supermarkedet igen. Det løb ham dog koldt ned af ryggen da han hørte skridt nærme sig. Han håbede at det ikke var pigen fra før. Han havde det dog bare på fornemmelse at han ikke var så heldih i nat.